Login


Glemt kodeord?
Hvem kan blive bruger?

Ekspertklasse i Aars afslutter i flot stil

 

Et hold dygtige landbrugsmaskinmekanikerlærlinge fra Erhvervsskolerne Aars har været til svendeprøve. De 13 lærlinge er vant til at blive udfordret fagligt. De går nemlig alle sammen i en såkaldt ekspertklasse for landbrugsmaskinmekanikerlærlinge, som har ekstra overskud og kan klare ekstra faglige udfordringer.

Det høje faglige niveau blev da også understreget af lærlingenes flotte resultater ved svendeprøven. Der blev givet fire 7-taller, fire 10-taller og hele fem 12-taller.

Skuemestre måtte knibe sig i armen

Det er ikke hverdagskost at opleve, at niveauet i en ekspertklasse på landbrugsmaskinmekanikeruddannelsen ligger så højt. Faktisk imponerede lærlingene i en sådan grad, at skuemestrene flere gange måtte knibe sig i armen.

- Niveauet var helt enormt. Vi spurgte os selv ”er det her virkelig rigtigt?” og måtte knibe os i armen. Den anden skuemester og jeg har aldrig oplevet et niveau så højt som det, vi oplevede i løbet af de to dage, svendeprøven varede, fortæller John Haubro, der skuede ved svendeprøverne.

- Det var tydeligt, at de her lærlinge kan noget ekstra. De kunne gøre rede for det hele, og de forstod det store billede. Lærlingene var selvfølgelig spændte, hvilket kun er sundt, men da de fik opgaven, gik de virkelig til den.

Frontløbere er sundt for branchen

Landbrugsmaskinmekanikere af den kaliber, som blev uddannet fra ekspertklassen i Aars, kan ifølge John Haubro være med til at løfte hele branchen.

- De her lærlinge har et fagligt overskud. De er frontløbere og tænker anderledes og længere, og det smitter af på de mennesker, de arbejder sammen med. Samtidig hæver de niveauet i branchen, tænker innovativt og ser nye muligheder. Lærlingene gik til opgaven med krop og sjæl, og det var tydeligt at mærke, at de brænder for faget, siger John Haubro.

Danmarks bedste landbrugsmekanikerlærling bliver kåret, når der afholdes Danmarks Bedste Lærling på Erhvervsskolerne Aars den 6. og 7. november 2015.

Læs mere om Danmarks Bedste Lærling

18/06/2015

Produceret af Adapt A/S