Login


Glemt kodeord?
Hvem kan blive bruger?

Industrien har nye demofag med på DM i Skills

Her besøger statsminister Lars Løkke Rasmussen automatikteknikerstanden under DM i Skills 2016 i Fredericia. Statsministeren overrækker trofæer til vinderne af årets konkurrencer lørdag den 20. januar. Foto: Industriens Uddannelser

I år kan de besøgende opleve tre nye, spændende demonstrationsfag, når DM i Skills skydes i gang torsdag den 18. januar.

Det drejer sig om uddannelserne til lastvognsmekaniker, beklædningshåndværker og flytekniker. Blandt demonstrationsfagene er industrien desuden repræsenteret ved teknisk designer, procesoperatør samt uddannelsen til værktøjsmager, som igen er tilbage på DM i Skills efter et års pause.

De nye fag betyder ikke alene, at de besøgende får endnu bedre mulighed for at stifte bekendtskab med de pågældende erhvervsuddannelser. Samlet set bidrager de alle til at vise den enorme alsidighed, som industriens erhvervsuddannelser repræsenterer. Og der er noget for enhver smag.

På lastvognsmekanikernes stand vil der være udstillet en rigtig Volvo-lastvogn, som elever fra Syddansk Erhvervsskole udfører en række praktiske opgaver på. Det bliver vist live på storskærm. De besøgende vil også kunne møde faglærere samt medarbejdere fra Volvo Trucks og forhandlernetværket, herunder bl.a. Autohuset Vestergaard A/S, der vil fortælle om lastvognsmekanikeruddannelsen og de mange karrieremuligheder, uddannelsen giver adgang til.

Uddannelsen til beklædningshåndværker må i den grad siges at være på hjemmebane i Herning, som af mange regnes for Danmarks tekstilhovedstad. Tekstilindustrien udgør i dag Danmarks fjerdestørste eksporterhverv. På standen får publikum mulighed for at sy en lille taske ud af brugte bannere samt deltage i workshops, hvor der vil være mulighed for at lave tøjkollektioner af genbrugstøj.

På flyteknikernes stand kan man blandt andet opleve en helikoptermotor og et landingsstel til et passagerfly helt tæt på. Publikum har også mulighed for at få en smart nøglering, og i en hal tæt på flyteknikerstanden kan de besøgende prøve noget så særligt som at sidde i et Forsvarets af F16-jagerfly.


Blandt demofagene på DM i Skills er uddannelsen til procesoperatør. Her ses en af de engagerede fagambassadører under DM i Skills 2017 i Aalborg i selskab med et af de helt store trækplastre, popcornmaskinen. Foto. Industriens Uddannelser

DM i Skills byder på noget for enhver smag

DM i Skills tyder i år på at blive en fænomenal cocktail af landets dygtigste unge håndværkere, der dyster om DM-titler i 42 konkurrencefag, masser af spændende stande fra erhvervsskoler og virksomheder samt en række demonstrationsfag, hvor de besøgende kan få indsigt i og prøve kræfter med rigtige arbejdsopgaver.

I Industriens Uddannelser glæder vi os mere end nogensinde til at vise de mange muligheder, som en erhvervsuddannelse inden for industriens område giver.

Se alle industriens DM-fag i denne artikel

DM i Skills finder sted i MCH Messecenter Herning fra den 18.-20. januar, hvor undervisningsminister Merete Riisager åbner arrangementet. Statsminister Lars Løkke Rasmussen overrækker DM-trofæerne under afslutningsceremonien lørdag den 20. januar.

12/01/2018

Produceret af Adapt A/S