Login


Glemt kodeord?
Hvem kan blive bruger?

Fire nye AMU-kurser til mekanikeren

Industriens Uddannelser har i samarbejde med en række skoler udviklet fire nye AMU-kurser til mekanikere, som der forventes stor efterspørgsel på. Foto: Colourbox

Der er fart på den teknologiske udvikling på køretøjsområdet, og udviklingen stiller nye krav til medarbejdernes kompetencer. Derfor har Industriens Uddannelser i samarbejde med en række skoler udviklet fire nye AMU-kurser. Det drejer sig om følgende:


48538 Diagnosticering

I kraft af at der er kommet flere avancerede og komplekse motorstyrings-, komfort- og sikkerhedssystemer i biler, er det blevet sværere at stille korrekte diagnoser. Dette nye tredages AMU-kursus klæder mekanikeren på til bedre at stille korrekte diagnoser ved at diagnosticere på tværs af systemerne.

48537 Commonrail motorstyring
Dette nye tredages AMU-kursus erstatter AMU-kurset '40670 Kontrol og fejlfinding på dieselmotor', der indeholder emner, som er blevet udfaset på biler. Det nye kursus har fokus på de moderne commonrail-systemer med højere indsprøjtningstryk og nye højtrykspumpesystemer.

48536 Commonrail motorstyring emission
Dette nye tredages AMU-kursus, erstatter AMU-kurset '40675 Kontrol og fejlfinding af Commonrail diesel'. Det nye kursus dækker de nye emissionsbekæmpende systemer (Euro 6), som bilfabrikanterne er nødsaget til at montere for at overholde lovkravene.

48535 Funktionskontrol af AEBS og Lane guard systemer
Der er udviklet et todages AMU-kursus med fokus på de nye sikkerhedssystemer i personvogne og lastvogne. Fra 1. november 2015 har det været lovpligtigt med automatisk nødbremsekontrol i alle køretøjer over 3.500 kg. Det forventes, at en stor del af alle faglærte lastvognsmekanikere vil have behov for efteruddannelse på dette område.

Skoler med AMU-godkendelse, som udbyder mekanikeruddannelser inden for køretøjsområdet, har været inddraget i udviklingsarbejdet for at kvalitetssikre AMU-kurserne. 

08/05/2017

Produceret af Adapt A/S