Login


Glemt kodeord?
Hvem kan blive bruger?

På vej til DM i Skills - Carl er vokset op på et smedeværksted

Carl Mandrup Fasmer træner målrettet frem mod DM i Skills. Her ses han med én af de træningsopgaver, som han arbejder med på det træningsforløb, som TEC og Emil Nielsens Smedeværksted A/S i fællesskab har tilrettelagt. Foto: Privat

Når DM i Skills skydes i gang den 18. januar i MCH Messecenter Herning, kan man blandt andre opleve danmarksmesterskaberne for klejnsmede. Den ene af de seks deltagere er Carl Mandrup Fasmer. Industriens Uddannelser har fået en snak med Carl om forberedelserne, forventningerne og passionen for smedefaget.

Navn: Carl Mandrup Fasmer
Uddannelse: Klejnsmed
Praktikvirksomhed: Emil Nielsens Smedeværksted A/S
Erhvervsskole: TEC
Alder: 24 år

Hvordan forbereder du dig til DM i Skills, og er du ved at være klar?

- Mentalt er det lidt svært at forberede sig 100 %, men skolen (TEC, red.) har været god til at arrangere øvedage. Sammen med en anden Skills-deltager fra skolen og vores praktikvirksomheder, er der blevet tilrettelagt et godt træningsforløb for os.

Hvilke forventninger har du til at prøve dine evner af på højeste niveau, og hvad betyder det for dig, at få mulighed for at deltage i DM i Skills?

- Det er vildt at skulle deltage. Jeg glæder mig og går meget op i det. Før i tiden, da jeg var i livgarden og gik i gymnasiet, fandt jeg ikke dét, jeg følte mig særligt god til. Det har jeg fundet nu, og det er superfedt at blive bekræftet i. Det bliver grænseoverskridende at skulle kæmpe tre dage foran titusinder er tilskuere, men jeg er god til at fordybe mig i mit arbejde. Særligt de ting, der er svære.


Her ses Carl Mandrup Fasmer (tv.) efter regionsmesterskaberne på Roskilde Tekniske Skole, hvor han, sammen med Peter Bergmann (th.), kvalificerede sig til DM i Skills. Foto: Privat

Hvorfor valgte du uddannelsen til klejnsmed?

- Min far har været smed i 30 år og selvstændig, så jeg er nærmest vokset op på et smedeværksted. Jeg er virkelig glad for alle de ting, smedefaget giver mulighed for at skabe og opbygge fra bunden.

Hvad er det mest interessante ved dit arbejde og din arbejdsplads?

- Hos Emil Nielsens Smedeværksted A/S har vi meget forskelligartede opgaver. Blandt andet renoverer vi mange fredede ting for Københavns Kommune som fx porte og slotte. På den måde lærer man både en masse om smedefaget nu og dengang, hvor tingene blev skabt, og samtidig også meget om Københavns historie. Det kan jeg virkelig godt lide.

- Vi laver selvfølgelig også mange nye og mere moderne ting for især private kunder, så det er hele smedehåndværket, jeg får indblik i på min læreplads.

Hvorfor er du blevet så god?

- Min interesse for tingene og min evne til at fordybe mig i de sværere ting gør det helt klart nemmere. Men hvis du synes, at det, du laver, er sjovt, så kommer motivationen helt af sig selv. Og det synes jeg.

Hvad er dine planer for fremtiden?

- Lige nu har jeg selvfølgelig primært fokus på at gøre en god figur ved DM i Skills. Og så fokuserer jeg mest på at blive udlært og få et godt svendebrev.

Carl Mandrup Fasmer er den ene af seks klejnsmede, der skal dyste til mesterskaberne. I alt stiller industrien i år med 29 konkurrencedeltagere i konkurrencefagene klejnsmed, automatiktekniker, industritekniker karrosseritekniker og personvognsmekaniker.

DM i Skills 2018 finder sted i MCH Messecenter Herning fra torsdag den 18. januar, hvor undervisningsminister Merete Riisager skyder mesterskaberne igang. Over tre dage dyster nationens bedste unge håndværkere, inden danmarksmestrene får overrakt trofæerne lørdag den 20. januar af statsminister Lars Løkke Rasmussen. Der er fri entré alle tre dage. 

Frem til det går løs, vil du kunne møde flere af industriens deltagere her på iu.dk, eller holde dig opdateret på vores Facebook-side.

09/01/2018