Login


Glemt kodeord?
Hvem kan blive bruger?

Vigtige sponsorater er med til at løfte DM i Skills


Når DM i Skills løber af stablen over tre dage i Herning til januar, er det i høj grad muligt takket være sponsorstøtte fra forskellige virksomheder i branchen.

Til eksempel sponsorerer DMG Mori udstyr til industriteknikerområdet, automationsvirksomheden Festo leverer udstillingsmateriale til automatikteknikerne, og Cimco Integration leverer CAD/CAM-software til værktøjsmagerne.

Senest har Industriens Uddannelser desuden indgået en aftale med CAC-Fonden, der, i forbindelse med fondens 50 års jubilæum, har besluttet at støtte Industriens Uddannelser økonomisk over de kommende tre år til klargøringen af DM i Skills. I aftalen ligger også et ønske fra CAC-fonden om at præmiere vinderne af personvognsmekanikerkonkurrencerne med pengepræmier.

- Det er dejligt, at branchen har lyst til at støtte det arbejde, Industriens Uddannelser lægger i DM i Skills. Det er de bidrag, der løfter konkurrencerne til et højere niveau, og det gælder alle bidrag – store som små, siger Morten Ørnsholt, sekretariatschef i Metalindustriens Uddannelsesudvalg.

Den stigende interesse for og velvilje til at sponsere udstyr til DM i Skills kommer også demonstrationsfagene til gode. Således er flytekniker helt og holdent sponsoreret af Brancheforeningen Dansk Luftfart, mens lastvognsmekaniker er sponsoreret af Volvo Group Trucks Danmark A/S.

DM i Skills er den største årlige uddannelsesmæssige begivenhed i Danmark. Industriens Uddannelser har gennem flere år deltaget i DM i Skills med konkurrencefag og demonstrationsfag. I 2018 bliver konkurrencefagene automatiktekniker, industritekniker, karrosseritekniker, klejnsmed og personvognsmekaniker. Derudover bliver der fem demonstrationsfag: flytekniker, lastvognsmekaniker, procesoperatør, teknisk designer og værktøjsmager.

DM i Skills finder sted næste gang i Messecenter Herning den 18.-20. januar 2018. 

10/11/2017

Produceret af Adapt A/S