Login


Glemt kodeord?
Hvem kan blive bruger?

Forsyningsoperatør: Helt svendeprøvehold fik topkarakter

Der er fremgang at spore for uddannelsen til forsyningsoperatør på Skive Tekniske Skole. I efteråret formåede helt sendeprøvehold at få topkarater. Foto: Arkivfoto

Det er ikke ofte, at et helt hold får topkarakter til svendeprøven. Det var ikke desto mindre tilfældet, da forsyningsoperatørerne fra Skive Tekniske Skole var til afsluttende svendeprøver i efteråret.

På Skive Tekniske Skole er der gang i en rivende udvikling på uddannelsen til forsyningsoperatør. Ikke alene har flere virksomheder og ufaglærte fået øjnene op for uddannelsen. Dem, der går på den, opnår også flotte resultater.

Industriens Uddannelser har snakket med et par af hovedaktørerne for at høre, hvad det egentlig er de gør så godt i byen med de mange rundkørsler.

Ingen kaffe, ingen undervisning

Kurt Jørgensen er faglærer på uddannelsen til forsyningsoperatør på Skive Tekniske Skole og dermed også det succesfulde svendeprøvehold. Han glæder sig over de flotte resultater og den positive udvikling, som uddannelsen er inde i.

- Uddannelsen er blevet opbygget, så der er mere fokus på forsyningsvirksomhederne. Selve grunduddannelsen er blevet stærkere, og vi bruger lidt mere tid på det teoretiske end tidligere. Det skal så også siges, at holdet var både skarpt og engageret, siger Kurt Jørgensen.

Han fortæller, at der blev gjort forskellige ting for at styrke sammenholdet. Udover at alle eleverne boede på skolehjemmet, arbejdede de under sloganet ”ingen kaffe, ingen undervisning”. Det skal selvfølgelig tages med et gran salt, men noget af det vigtigste for en forsyningsoperatør er, at kunne stoppe op og skabe sig overblik. Her var den fælles kop kaffe en god anledning til netop at stoppe op og sikre, at der nu er styr på det hele. Et ritual, der også var med til at sammentømre holdet.

Et stærkt hold ambassadører for uddannelsen

For at sikre nok kvalificeret arbejdskraft fremadrettet, er det nødvendigt, at flere vælger uddannelsen til forsyningsoperatør. Allerede nu ser skolen en positiv udvikling i optaget.

- På det seneste hold, som blev startet op i august, begyndte 15 elever. På sigt er målet 20 elever per undervisningshold. Samtidig er vi bevidste om, at der skal etableres flere praktikpladser i virksomhederne. Men vi ser meget lyst på fremtiden her i Skive, siger Jens Høffner, uddannelsesleder på Skive Tekniske Skole.

Han glæder sig i øvrigt over, at flere af svendene har valgt at læse videre til elinstallatør og fremhæver det gode samarbejde, Skive Tekniske Skole har med erhvervsakademierne i regionen.

Uddannelsen bliver mere kendt hos virksomhederne

Også i det lokale uddannelsesudvalg er der glæde over udviklingen. Men ifølge Søren Dath, der er formand for udvalget og anlægschef hos Thy-Mors Energi Elnet A/S, er det en løbende opgave at få etableret flere praktikpladser.

- Det er hele tiden en udfordring at skaffe nok praktikpladser, men der er ingen tvivl om, at uddannelsen er ved at have fæstnet sig i virksomhedernes bevidsthed. Dette, kombineret med at dem der gennemfører uddannelsen kommer ud på den anden side på en god måde, er med til at motivere virksomhederne yderligere til at sende nogen afsted, siger Søren Dath.

Uddannelsen til forsyningsoperatør tager som udgangspunkt to år for voksne. Skive Tekniske Skole er den eneste erhvervsskole, som udbyder uddannelsen.

18/04/2017

Produceret af Adapt A/S