Final 0929
17 marts 2021

Navneskift til montageoperatør giver mere aktivitet

Vindmølleoperatøruddannelsen fik nyt navn i 2019. Det har indtil videre resulteret i et øget antal elever på uddannelsen og 30 nye virksomhedsgodkendelser.

I 2019 skiftede uddannelsen til vindmølleoperatør navn til produktions- og montageoperatør. En af årsagerne til ændringen var, at flere virksomheder uden for vindmøllebranchen efterspurgte en uddannelse med et indhold, som stort set er identisk med kompetencerne i vindmølleoperatøruddannelsen.

Derfor arbejdede Industriens Fællesudvalg (IF) på at finde et brancheneutralt navn. Sådan opstod navnet produktions- og montageoperatør. Formålet var også, at ændringen skulle give flere virksomheder mulighed for at blive godkendt som praktiksted.

Og det er netop, hvad der sket. Siden navneskiftet er der sket en fordobling i antallet af elever, og samtidig er antallet af virksomheder, der er blevet godkendt til uddannelsen, steget med 30 nye.

Indgående uddannelsesaftaler

- Tallene taler for, at det var den rigtige beslutning at ændre navnet. Nu kan endnu flere virksomheder og medarbejdere få glæde af de kompetencer, der knytter sig til produktions- og montageuddannelsen, siger Christine Bernt Henriksen, formand i Udviklingsudvalg for plast og montage og chefkonsulent i DI.

Større mobilitet på arbejdsmarkedet

En anden grund til navneændringen for to år siden var et mål om at øge operatørernes mobilitet på arbejdsmarkedet. Der var brug for en mere generel kompetenceprofil, fordi vindmøllebranchen oplever store produktionsmæssige udsving.

- Montagearbejde er et fagområde, der udvikler sig på tværs af brancher. Kompetencerne bliver både brugt på landbrugsmaskiner, i vindmølleindustrien og på alle typer industrivirksomheder. Der har hele tiden været brug for disse kompetencer, de har bare ikke været samlet et sted, siger Morten Christensen, næstformand i Udviklingsudvalg for plast og montage og forhandlingssekretær i 3F.

Produktions- og montageuddannelsen er primært henvendt til ufaglærte eller folk der skifter arbejdsområde. Særligt som følge af corona-situationen er der mange, der har været tvunget til at skifte branche.

I arbejdet med at ændre uddannelsens navn var der tæt dialog med vindmøllebranchen for at sikre, at uddannelsen trods navneændringen stadig opfyldte branchens behov.

Danmarkskort

Dette kort viser en oversigt over virksomheder, der er godkendt til produktions- og montageuddannelsen. Skærmbillede fra praktikpladsen.dk. Klik på billedet for at åbne kortet.