I uge 49 begyndte en kampagne på LinkedIn, der er med til at fremhæve alle de fordele, der er ved at ansætte eux-lærlinge. Kampagnen består af en kort film, der er målrettet virksomhedsledere, ejere og HR-personer inden for metalindustrien.
Når virksomheder bliver spurgt, hvorfor de ikke har eux-lærlinge, svarer mange, at de ikke kender til muligheden. En tidligere undersøgelse (se figur 3.5 på side 24) fra Danmarks Evalueringsinstitut peger på, at hver anden virksomhed i industrien, efter at have fået et vist kendskab til eux, overvejer at ansætte en eux-lærling. Derfor er det målet med kampagnen at øge virksomhedernes kendskab til eux.
Spot på fordelene ved eux
Samtidig skal kampagnen rokke ved nogle af de forestillinger, der er om eux-lærlinge ude på virksomhederne. Lærlinge i industrien, der tager deres uddannelse med eux, har nemlig sværere ved at finde en læreplads end lærlinge på almindeligt eud-forløb. Og det er en skam, lyder det fra Anja Ougaard, sekretariatschef i Metalindustriens Uddannelsesudvalg.
- Eux-lærlinge er et kæmpe aktiv for de virksomheder, der ansætter dem. Selvom eux-lærlingens uddannelse er seks måneder længere end den er for øvrige lærlinge, er den effektive tid til oplæring stort set den samme med en eux-lærling. Med denne kampagne vil Metalindustriens Uddannelsesudvalg sætte spot på alle fordelene ved at ansætte en eux-lærling, siger Anja Ougaard.
I filmen medvirker to virksomheder, der hver især fortæller om deres oplevelse med at have eux-lærlinge ansat. En af de medvirkende er Jess Bjørk May, servicechef hos Semler Mobility, hvor de har en eux-mekanikerlærling ansat.
- De største fordele ved at have eux-lærlinge ansat er, at de er målrettede og bevidste om, hvad de vil. De har ambitioner og er læringsparate, fortæller Jess Bjørn May i filmen.
Se filmen og læs mere om eux på iu.dk/eux.
Kan du hjælpe os med at sprede budskabet? Skriv til irnr@iu.dk, hvis du vil have tilsendt et link til at downloade videoen.