Lockheed Martin Texas Laerlinge 2025 0159
06 maj 2025

Første arbejdsdag på Lockheed Martin – nu starter seks ugers ophold for fire danske lærlinge

Seks ugers oplæringsophold i den amerikanske virksomhed Lockheed Martin blev tirsdag den 6. maj skudt i gang for fire danske industriteknikerlærlinge. Projektet er et samarbejde mellem Dansk Industri, Dansk Metal, Lockheed Martin og Multicut A/S.

Fire danske industriteknikerlærlinge tjekkede tirsdag morgen den 6. maj kl. 7 amerikansk tid ind til første arbejdsdag på Lockheed Martins fabrik i Forth Worth i Texas, USA. Foran dem venter seks ugers oplæring i produktionen på virksomheden, der bl.a. fremstiller kampflyet F-35.

De fire lærlinge, der er rejst afsted, er:

Jacob Bernth Nielsen, i lære hos RM FINTECH A/S
Mathias Bak Henriksen, i lære hos OJM A/S
Simon Lykke Andersen, i lære hos Steel Products Aage Østergaard A/S
Signe Elsberg Martinek, i lære hos Unika Danmark A/S

Projektet med at udstationere lærlinge til Lockheed Martin bygger på en samarbejdsaftale fra 2018, hvor det første hold lærlinge blev sendt over Atlanten.

Jeg håber, at deres ophold kan inspirere andre til at blive faglært, med de muligheder det bringer med sig.
Peter Faber, formand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI) og forbundssekretær i Dansk Metal

- I Dansk Metal arbejder vi gennem Metalindustriens Uddannelsesudvalg tæt sammen med DI om, at flere kommer til udlandet med deres erhvervsuddannelse. Opholdet i Texas er en oplevelse og en unik mulighed for Jacob, Mathias, Simon og Signe, og jeg håber, at deres ophold kan inspirere andre til at blive faglært, med de muligheder det bringer med sig, siger Peter Faber, formand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI) og forbundssekretær i Dansk Metal.

For lærlingene og deres virksomheder er den viden og erfaring, de får med tilbage til Danmark, af stor værdi.
Signe Tychsen Philip, næstformand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI) og vicedirektør i DI

 Udover at udbrede kendskabet til mulighederne for udlandsophold er projektet et bevis for det høje faglige niveau hos danske faglærte, lyder det fra DI.

- Det er et stærkt samarbejde, der er grundlaget for, at vi siden 2018 har kunnet sende danske lærlinge til Lockheed Martins fabrik i Texas. Vi hører år efter år, at de danske lærlinges faglige niveau er helt i top, og det er også derfor aftalen består. For lærlingene og deres virksomheder er den viden og erfaring, de får med tilbage til Danmark, af stor værdi, siger Signe Tychsen Philip, næstformand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI) og vicedirektør i DI.

I løbet af de seks ugers ophold kommer lærlingene rundt i mange hjørner af den store fabrikshal i Fort Worth. Der er også planlagt middag med de øvrige lærlinge fra Lockheed Martin.

Kontakt os gerne og hør nærmere

Stephanie Fasen

Juridisk direktionskonsulent, cand.jur.

Telefon

33 77 91 13

Mobil

31 31 66 58

E-mail

sfa@iu.dk