Navn: Victor Silander Pedersen
Hjemby: Snertinge
Alder: 19 år
Skole: TEC i Hvidovre
Virksomhed: Svebølle Auto Service
Fag: Lastvognsmekaniker
Hvad går dit fag ud på?
- Som lastvognsmekaniker reparerer jeg lastbiler så korrekt og så økonomisk som muligt. Hvis du fx har en bil, der skal til syn og skal have lavet bremser, kan man spare kunden for at skifte bremseskiverne ved at afdreje dem. Det betyder, at man filer bremseskiven, så den bliver blank igen og kan bremse. Det handler også om at gøre kunden tilfreds, være imødekommende og løsningsorienteret.
Hvorfor valgte du uddannelsen?
- Min far er vognmand, og jeg ville gerne have noget baggrundsviden om lastbilerne, før jeg skulle ud at køre som chauffør. Derfor valgte jeg at blive lastvognsmekaniker. Det er stadig min plan at skulle køre lastbiler. Jeg har været ude at køre med far, siden jeg var tre år. Min far har et lille firma med fire lastbiler. På min læreplads hos Svebølle Auto Service har vi 187 lastbiler og 800 trailere.
- I weekenden kører jeg for min fars firma, så mit liv handler meget om lastbiler. Når jeg er udlært, skal jeg hjem og arbejde hos far. Han er ved at købe en lastbil, så der står en klar til mig, når jeg er udlært til efteråret.
Hvad er det bedste ved dit fag?
- Det er at gøre kunden tilfreds. Jeg oplever tit at komme ude til ældre chauffører, som kigger lidt, når der kommer sådan en ung dreng, der skal lave deres lastbiler. De ældre langtidschauffører har været vant til, at det var mekaniske problemer, der gjorde, at bilen ikke kunne køre, så det overrasker mange af dem, at jeg tager en computer frem, fejlfinder og laver bilen på den måde. De bliver tit overraskede over, at jeg kan lave deres bil. Det er en god følelse.
Hvordan er du blevet så god, at du nu skal dyste til DM i Skills?
- Det er skolen, der har udtaget mig, men jeg tror, det handler meget om interesse for arbejdet. Ikke alle er så interesserede i faget som mig.
Hvad glæder du dig særligt til i ved DM i Skills?
- Jeg håber at vinde. Sagen er, at jeg kommer fra et værksted, der ikke er et mærkeværksted. Vi bruger ikke de originale testere. Dem, jeg skal konkurrere imod, er Scania- og Volvo-mekanikere, så de kender computerne bedre, end jeg gør. Men jeg håber at kunne bevise, at jeg godt kan alligevel. Og det kan måske være en fordel, at jeg ikke er låst i at bruge et bestemt system.
Har du øvrig erfaring med at konkurrere?
- Jeg har spillet og spiller stadig badminton. I 2016 vandt jeg U15 B-rækken til DM i herredouble. Jeg tror bestemt, det giver en fordel ift. at kunne holde hovedet koldt, hvis det bliver presset i konkurrencen.
Victors deltagelse til DM i Skills 2026 støttes af DI og Dansk Metal i regi af Metalindustriens Uddannelsesudvalg.