Topbillede: Stine Rasmussen - Dansk Metal
Navn: Marcus Thorning Bensen
Hjemby: Helsingør
Alder: 20 år
Skole: U/NORD (færdigudlært 19. januar 2026)
Virksomhed: Bilhuset Elmer
Fag: Personvognsmekaniker
Hvad laver en personvognsmekaniker?
- To dage er aldrig ens. Det kan være fejlfinding, et service, hjulskift eller udskiftning af tandremme og batteripakkemoduler. Det er meget forskelligt, og det er noget af det, der fanger mig ved faget.
Kan du give et eksempel på en opgave, du har løst?
- For tre måneder siden havde jeg en Ford Transit fra 2025, der ikke kunne starte. Det viste sig, at når der kom vand i intercooleren (en slags køler, red.), og det frøs under de meget kolde vintertemperaturer, så sprang sikringen ned til starteren. Det tog mig lidt tid at finde ud af – jeg tænkte ikke, det kunne være så simpelt for en ny bil. Jeg fandt problemet ved hjælp af Fords servicebulletin – fordi vi er et mærkeværksted har vi adgang til et sted på Fords hjemmeside, hvor de skriver ud om kendte problemer.
Hvorfor valgte du denne uddannelse?
- Jeg var i praktik i 7. klasse på et lille lokalt autoværksted med to lifte og en enkelt mand, der var selvstændig. Der fandt jeg ud af, at det lige var mig. Jeg kunne godt lide, at dagene ikke var ens. Der var altid nye opgaver. Altså, nogle dage kan jo godt se ens ud, hvis der fx er to dage, hvor man laver rigtig meget service, men ellers afhænger det meget af, hvilke anker kunderne kommer ind med.
Hvad er det bedste ved dit fag?
- Det er at hjælpe andre. Når der kommer en bil ind, der ikke kan starte, og man får den til at starte, og man ser, at kunden er glad – det er fedt!
- Jeg bruger også mit fag meget i min fritid. Familie og venner ringer til mig, når de har et problem med deres bil. Så vil de gerne vide, om det er noget farligt, så de skal søge værksted akut, eller om de kan køre videre med ro i maven.
Bruger du AI i dit arbejde?
- Jeg bruger det ikke til hverdag, men jeg synes, det er sjovt at lege med i min fritid.
Nogle gange, når jeg har fundet en fejl på en bil, spørger jeg om de symptomer, jeg havde, da jeg fik bilen ind, og hvad den tror fejlen er. Der er nogle mangler – det er jo en robot, og den har ikke bilen foran sig – men nogle gange kommer den med et rimelig kvalificeret gæt. Hvis det er helt simple tilfælde, kan den også godt finde fejlen.
Hvordan er du blevet så god til dit fag, at du nu skal med til DM i Skills?
- Det har meget at gøre med skolen, jeg har gået på, U/NORD, som har givet mig de værktøjer og den viden, jeg har brug for. Og så er der min arbejdsgiver og de svende, der er herude, som altid hjælper mig, når jeg har et problem.

Foto: Stine Rasmussen - Dansk Metal
Hvad glæder du dig mest til ved DM Skills?
- Jeg glæder mig helt klart mest til oplevelsen. Og så ser jeg det som en stor mulighed for at møde nye mennesker. I den her branche synes jeg, at det er rigtig godt at have bekendtskaber rundt omkring. Det giver ekstra sparringsmuligheder. Hvis man fx får en bil ind fra et mærke, man ikke arbejder med normalt, er det en fordel at have nogle, man kan ringe og spørge.
Hvad gør du for at forberede dig til konkurrencen?
- Jeg har aftalt med min lærer fra U/NORD, at jeg skal lave en liste med de ting, jeg er god og dårlig til, og så begynder vi at træne ca. en uge inden DM.
- Noget af det, jeg er god til, er fejlfinding og at holde hovedet koldt. Jeg kan blive bedre til fejlsøgning på canbus-netværker (et system, hvor bilens elektroniske enheder kommunikerer med hinanden, red.). Det har jeg ikke gjort mig så meget i på mit arbejde, og jeg synes også godt, man kunne bruge mere tid på det på skolen.
Har du erfaring med at konkurrere?
- Jeg har spillet fodbold og dyrket kampsport. Der kommer man jo op til bæltegraduering, som også er en slags konkurrence, hvor man bliver udfordret for at se, om man kan rykke op til næste niveau.
- Jeg har også været til skolemesterskaberne og regionsmesterskaberne med mit fag. Jeg kom på en tredjeplads til skolemesterskaberne og en andenplads til regionsmesterskaberne, så det ville jo kun give mening, hvis jeg fik førstepladsen til DM, ikke?
Har du et mål for konkurrencen?
- At vinde.
Marcus’ deltagelse i DM i Skills 2026 støttes af DI og Dansk Metal i regi af Metalindustriens Uddannelsesudvalg.