Line Søby Uge 11
12 marts 2026

Møbelsnedker Line laver detaljer, der skal passe på en tiendedel af en millimeter: - Det bedste ved mit fag er, at jeg skal gøre mig så umage

Line Søby har en forkærlighed for klassiske snedkerteknikker som teknikken intarsia, hvor hun udsmykker møbler med fx blomster af håndskåret finér. Selvom meget af Lines arbejde kræver en usædvanlig detaljegrad og er en tidskrævende proces, så glæder hun sig til at skulle præstere til Skills under tidspres.

Navn: Line Søby 
Hjemby: Gundsømagle 
Alder: 22 år
Skole: Roskilde Tekniske Skole
Virksomhed: Solrød Møbel- & Maskinsnedkeri A/S
Fag: Møbelsnedker  

Hvad går dit fag ud på? 
- Møbelsnedkerfaget er et fag, hvor vi skal være meget kvalitetsbevidste og detaljeorienterede. Som møbelsnedker laver jeg ofte inventar som fx snedkerkøkkener, garderober, butiksinventar, skranker og opgaver med restaurering af gamle møbler til private og erhvervskunder.

Hvorfor valgte du uddannelsen? 
- Jeg har altid godt kunnet lide at arbejde med mine hænder, tegne, designe og være kreativ. Jeg havde ikke rigtig mod på at starte på snedkeruddannelsen efter folkeskolen, selvom jeg havde snuset lidt til træfaget. Jeg har altid haft stor interesse i at udvikle og designe og tog derfor en HTX studentereksamen efter folkeskolen. I mit sabbatår tog jeg på højskole på en træfagslinje med faget møbeldesign, hvor vi skulle restaurere gamle FDB-møbler. Det overbeviste mig om, at jeg skulle kaste mig ud i det og blive møbelsnedker.
 
Hvad er det bedste ved dit fag? 
- Det bedste ved mit fag er, at jeg skal gøre mig så meget umage. Det kræver en enorm detaljegrad, fordi vi arbejder med samlinger på møbler, hvor delene skal passe på en tiendedel af en millimeter. Jeg kan godt lide, at min omhyggelighed kommer til udtryk i et møbel, som en kunde bliver glad for. Det giver en helt særlig tilfredshed. 

Hvad har gjort, at du er blevet så godt til dit fag, at du nu skal dyste til DM i Skills? 
- Min perfektionisme, omhyggelighed og interesse for at lære driver mig langt i forhold til at dygtiggøre mig indenfor mit fag. Jeg går virkelig op i faget, jeg suger alt til mig og efterhånden er min hobby blevet mit arbejde.  
- Derhjemme nørder jeg mange ældre teknikker på hobbyplan, som ikke bruges i branchen længere. Jeg er meget optaget af at lave intarsia, som er en enormt tidskrævende proces, hvor man skærer finér ud i hånden med skalpeller og bruger det til at udsmykke møbler med fx. blomster. Det er en teknik, man ofte ser på gamle arvestykker. Det holder jeg meget af at lave.

Hvordan forbereder du dig? 
- Jeg træner og øver mig, alt hvad jeg kan for at blive klar til Skills. Jeg øver teknikker som samlinger, men jeg træner også tempo. Det handler om at have en klar plan og være hurtig. 

Hvad glæder du dig særligt til ved DM i Skills? 
- Jeg glæder mig til at opleve stemningen. Jeg har før været med til Skills som tilskuer, og det var vildt fedt at gå rundt og mærke stemningen blandt alle fagene og deltagerne. Så nu glæder jeg mig til at give den alt, hvad jeg har til konkurrencen.

Hvordan bidrager din uddannelse til den grønne omstilling? 
- Vi er gode til at overveje, hvordan vi bruger materialerne bedst muligt, og vi køber fx genbrugte spånplader, som vi bruger i vores arbejde. Derudover er de møbler, vi bygger, af så høj kvalitet, at de holder i mange, mange år. Når vi bygger et snedkerkøkken, så er det meningen, at det kan holde en livstid. 

Er der andet, som du vil tilføje? 
- Snedkerfaget af det fedeste. Jeg håber, at Skills som arrangement kan inspirere andre unge til at blive møbelsnedkere. Og så håber jeg på, at det også kan inspirere andre kvinder, så vi kan få flere kvinder i faget. 

Lines deltagelse til DM i Skills 2026 støttes af 3F og DI i regi af Snedkernes Uddannelser