2026 04 28 Industriens Uddannelser Pris 0023 Copy
18 maj 2026

Nu løftes sløret for statuetten til Industriens Lærlingepris – designer afslører særlige detaljer

Om kun to uger løber Industriens Lærlingepris og Initiativpris af stablen for første gang nogensinde. De 10 statuetter, som prismodtagerne får med hjem, er nu 3D-printet og klar til at blive overrakt på Horsens Industrimuseum. Statuetten tager afsæt i industriens formsprog og præcision og er designet til at spejle lærlingenes arbejde, lyder det fra designeren bag

Industriens Lærlingepris uddeles d. 29. Maj til otte nyudlærte lærlinge, der hører under Industriens Fællesudvalg. Initiativprisen uddeles til en virksomhed, skole, tillidsrepræsentant eller uddannelsesansvarlig, som har gjort en særlig indsats for Industriens Fællesudvalgs uddannelser. 

Hvilken form og hvilket udtryk har Industriens Lærlingepris og Initiativpris? Det spørgsmål blev stillet ved en designkonkurrence i efteråret, hvor industriel designer Maribel Carlander løb med sejren for at skabe en statuette, som indkapsler hædersprisen.

- Statuetten er designet og udviklet med inspiration fra industriens egne arbejdsmetoder og visuelle sprog. Jeg har brugt industriens tegningssprog og monteringsmetode til at lave et æstetisk objekt. Prisen bliver visuelt ren for publikum, men fuld af lag, referencer og præcision, som de fagfolk, vi hylder, kan genkende, lyder det fra Maribel Carlander.

     
Fotograf: Büro Jantzen

 

I statuetten kommer præcision, lag og processer til udtryk ved statuettens form og overflade. Statuetten er 3D-printet, og tanken har været at få de elementer illustreret, som normalt er skjult i en produktion som fx montagefikstur.

- Montagefikstur bruges i mange af industriens fag og sikrer nøjagtighed, gentagelighed og kvalitet. Nogle af de samme kvaliteter som fagene repræsenterer og har til fælles, uddyber 
designeren.

Flotte præstationer og særlige indsatser hyldes
Statuetterne bliver overrakt til prisuddelingen d. 29. maj 2026. De otte nyudlærte lærlinge som er blevet udvalgt til at modtage prisen, har alle fået svendebrev på en af følgende uddannelser: Elektronikoperatør, forsyningsoperatør, industrioperatør, komposit- og montageoperatør, overfladebehandler, plastmager, procesoperatør eller produktør.

De er blevet udvalgt, fordi de alle har ydet en flot præstation til deres svendeprøver. Derudover har de alle klaret sig godt i deres uddannelsesforløb og været en god kollega.

De to initiativpriser går til en virksomhed, skole, tillidsrepræsentant eller uddannelsesansvarlig, som har gjort en særlig indsats.

En fejring af lærlinge og gode initiativer
Bag prisen står 3F og Dansk Industri, der udgør Industriens Fællesudvalg. Sammen vil de sætte fokus på talentet og ikke mindst de uddannelser og lærlinge, der er helt uundværlige i industrien:

- Der findes andre lærlingepriser – det ved vi godt. Med Industriens Lærlingepris vil vi hylde nyudlærte faglærte, fordi vi kan se, at priserne er med til at løfte de gode historier. Med prisen får vi sat fokus på uddannelser som ikke alle har hørt om, men ikke desto mindre har en kæmpe betydning for industrien. Det er lærlinge, som ikke bare har været dygtige, men også har udviklet sig og været gode kollegaer inden for områder i industrien, som er helt afgørende for Danmark. De fortjener en pris, siger Pia Maul Andersen, næstformand i Industrigruppen i 3F.

- Både Industriens Lærlingepris og Initiativprisen bliver uddelt til virksomheder, skoler eller personer, som vi er helt afhængige af i Danmark. Mange virksomheder tager uddannelsesansvar, og det vil vi gerne fremhæve. Sammen med skolerne er det dem, der bærer opgaven med at uddanne og efteruddanne Danmarks fremtid. Vi glæder os til at fejre prisvinderne, lyder det fra Christine Bernt Henriksen, chefkonsulent i Dansk Industri.

Prisuddelingen foregår på Industrimuseet i Horsens fredag d. 29. maj. 

Kontakt os gerne og hør nærmere

Anne Witt Thomsen

Projektkoordinator

Telefon

33 77 91 60

Mobil

30 90 54 74

E-mail

awt@iu.dk

Ida Thomsen

Uddannelseskonsulent

Mobil

29 74 14 56

E-mail

ith@iu.dk