Automatikteknikeren får nyt speciale

Som automatiktekniker kan man nu specialisere sig med et nyt overbygningstrin, der har fået navnet automatiseringstekniker.

Med den nye overbygning får automatikteknikeren viden om at udvikle og opbygge komplekse automationsløsninger med flere forskellige former for teknologi. Det gælder robotteknologi, teknologi til opsamling af Big Data i produktionen, visionssystemer, Internet of Things (IoT) m.m.

Som automatiseringstekniker får man også viden om visions- og sensorteknologi, som kan bruges i integrationen af robotter i industrielle anlæg. Specialet giver blandt andet også kompetencer til at foretage økonomiske vurderinger i forbindelse med opbygning, implementering og optimering af automatiske anlæg.

Efterspørger automatiktekniske kompetencer

Det er Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI), der har udviklet overbygningstrinnet med henblik på imødekomme de virksomheder, der efterspørger automatikteknikere med flere sammensatte og helhedsorienterede automatiktekniske kompetencer på højt niveau.

For at blive automatiseringstekniker skal man først have gennemført uddannelsen som automatiktekniker.

Godkendelse som praktiksted

Hvis din virksomhed vil godkendes til at uddanne automatiseringsteknikere, foregår det via det elektroniske godkendelsessystem EVG. Hvis virksomheden allerede er godkendt til at uddanne automatikteknikere, vil det formentlig være uproblematisk også at blive godkendt til specialet.

Kontakt os gerne og hør nærmere

Jørn Hedin

Chefkonsulent

Telefon

33 77 91 61

Mobil

40 68 11 61

E-mail

jqh@iu.dk