Bustur med Tesfaye gav NEXT 14 produktørelever

NEXT Uddannelse i København fik intet mindre end 14 tilmeldinger til produktøruddannelsen, efter at erhvervsskolen i december intensiverede jagten på elever ved at invitere produktionsskoleelever med på bustur og virksomhedsbesøg på Vestegnen. 

Industriens Uddannelser har talt med to af dem, der er startet på uddannelsen, om hvorfor de valgte at tilmelde sig. Den ene er 28-årige Christian Haugaard, der kommer fra Ishøj. Han havde hørt et oplæg om uddannelsen og blev inviteret med på busturen, selvom han ikke gik på produktionsskole.

- Det var et kanongodt koncept at komme ud og se virksomhederne og få besvaret sine spørgsmål, siger Christian Haugaard og fortsætter: - Jeg stod og manglede en uddannelse men var skoletræt. Så det appellerede til mig, at jeg kunne komme hurtigt igennem og få papir på at blive faglært arbejdsmand, siger han.

- Det appellerer også til mig, at arbejdet som produktør er forskelligt med varierede opgaver, så det ikke bliver en kedelig arbejdsdag, tilføjer Christian Haugaard.

Fedt at se arbejdspladsen

For 23-årige Christian Glimsager var det mødet med en mulig arbejdsplads, der fik ham til at tilmelde sig produktøruddannelsen.

- Når man taler om uddannelse, er det tit miljøet på skolen, man lærer om. At blive introduceret til arbejdspladsen og de ting, man skal lave, er en fed måde at gøre det på, for det er jo arbejdspladsen, man ender med at være på det meste af tiden, siger Christian Glimsager og tilføjer:

- Det virkede som en nem måde at få et arbejde på. Det er halvandet års uddannelse, og så har man et fuldtidsjob. Det var det, jeg skulle bruge, siger Christian Glimsager.

Forelskede sig i smedefaget på grundforløbet

Siden Christian Glimsager begyndte på produktøruddannelsen, er der sket det, at han har forelsket sig i smedefaget. Han blev bidt af at rende rundt i et metalværksted i løbet af de første par uger, hvor produktørerne bliver undervist sammen med smedene. Og selvom uddannelsen nu kommer til at tage fire år, har han fået mod på at gå i skole igen.

- Jeg var skoletræt og ville have et arbejde, så jeg kunne tjene penge. Men nu har jeg fundet noget, der er interessant, så det generer mig ikke, at smedeuddannelsen varer længere. Jeg vil hellere investere fire år af mit liv i noget, jeg synes er fedt, siger Christian Glimsager.

En måde at rekruttere unge til industrivirksomheder

Hos NEXT Uddannelse København er områdechef for industrien, Tanja Bundesen, ikke i tvivl om, hvad der har gjort busturen til en succes.

- Det bliver meget mere konkret for de unge, når de kommer med ud og ser, hvad man laver på en arbejdsplads. Vi har prøvet alle mulige initiativer, men det her giver så meget mere, end at læse det i en folder eller få det at vide af en UU-vejleder, siger Tanja Bundesen.

Nu håber områdechefen, at flere virksomheder kan se værdien i at ansætte produktørlærlinge.

- Nogle virksomheder har svært ved at rekruttere arbejdskraft, og her er en måde at få unge mennesker ind i ens virksomhed. Produktøren kan varetage de jobfunktioner, der før blev varetaget af ufaglærte, siger hun.

Produktøruddannelsen blev fra januar 2018 første gang udbudt på Sjælland. Medlem af Folketingen for Socialdemokratiet, Mattias Tesfaye, deltog på NEXTs bustur i december og sagde i den forbindelse:

- Jeg vil gerne have, at produktøruddannelsen kommer til at fungere i Ishøj. Det går godt på Vestegnen, men virksomhederne har problemer med at finde folk. Det er synd, når vi har mange kvikke unge herude, og derfor håber jeg, at mange vil tilmelde sig uddannelsen efter i dag.

Læs mere om at ansætte en produktørlærling

Bliv godkendt som praktiksted