Industriteknikerlærlinge får 10.000 kr. hver til USA-ophold

Henry og Mary Skovs Fond forsødede tilværelsen for tre danske industriteknikerlærlinge, der i foråret tilbragte to måneder i Fort Worth, Texas, USA. De tre lærlinge var udlånt til den amerikanske kampflyproducent, Lockheed Martin, hvor de blandt andet deltog i fremstillingen af jagerfly.

Da hjemrejsen nærmede sig, kunne de tre lærlinge glæde sig over ikke at skulle spekulere for meget over de ekstra udgifter, de måtte have haft i forbindelse med opholdet. Fonden besluttede nemlig at tildele hver af de tre lærlinge 10.000 kr.

- Vores fond er oprindelig stiftet for at støtte unge mennesker, der uddanner sig inden for jernindustrien, men også andre tekniske uddannelser, og det gælder både i Danmark og i udlandet. Lockheed Martin-projektet er meget teknisk betonet, og derfor ligger det inden for rammerne af det, vi gerne ser, de unge beskæftiger sig med, siger formanden for fondens bestyrelse, advokat Niels Gade, om baggrunden for støtten.

- Det er fedt, at der er en fond, der henvender sig til sådan nogle som os. Så bliver det et privilegie at tage en erhvervsuddannelse. Det er meget positivt, at den eksisterer
Robert Løgager Nielsen

Dyrere end forventet

Og pengene fik stor betydning for, hvordan de tre lærlinge fik økonomien til at løbe rundt. Det fortæller Robert Løgager Nielsen, der er en af de tre industriteknikerlærlinge.

- Vi satte meget stor pris på at få pengene, så der skal lyde en stor tak til fonden. Det var rigtig dejligt, og især fordi det viste sig at være lidt dyrere at leve derovre, end vi havde forventet, siger Robert Løgager Nielsen og tilføjer:

- Det er fedt, at der er en fond, der henvender sig til sådan nogle som os. Så bliver det et privilegie at tage en erhvervsuddannelse. Det er meget positivt, at den eksisterer, siger han.

Kontakt os gerne og hør nærmere

Morten Ørnsholt

Sekretariatschef

Telefon

33 77 91 84

Mobil

29 49 54 92

E-mail

moe@iu.dk