På vej til DM i Skills - Lucas er klar til at dyste

Når DM i Skills skydes i gang den 18. januar kan man blandt andre opleve den 20-årige frederikshavner Lucas Sander Pedersen, som stiller op i konkurrencen for personvognsmekanikere. Lucas blev udlært i december, og forberedelserne er godt i gang. Industriens Uddannelser har talt med Lucas om forventninger og forberedelser til konkurrencerne.

  • Navn: Lucas Sander Pedersen
  • Uddannelse: Personvognsmekaniker
  • Praktikvirksomhed: Brdr. Hosbond A/S Frederikshavn
  • Erhvervsskole: EUC Nord i Frederikshavn
  • Alder: 20 år

Hvordan forbereder du dig til DM i Skills, og er du ved at være klar?

- Jeg forbereder mig ved at være på arbejde. De sidste to dage har jeg været på Autobranchens Udviklingscenter i Frederikshavn, hvor jeg havde en instruktør på. Han viste mig gode tricks til udmålinger på komponenter, og en masse små fif, som man får gennem mange års erfaring, men som vi unge ikke rigtig har endnu.

- Jeg føler mig så klar, som man kan blive. Man bliver aldrig helt klar. Jeg bestod min svendeprøve i december, så jeg er så langt, som jeg kan komme.

Hvilke forventninger har du til at prøve dine evner af på højeste niveau?

- Det bliver spændende at se, hvordan man kan klare sig mod de andre. Selvfølgelig ville det være sjovt at kunne sige, at man har vundet DM, men for mig er det en præstation i sig selv at sige, at man har været med, og jeg har ikke rigtig nogen forventninger til placeringen.

Hvad betyder det for dig at få mulighed for at deltage i DM i Skills?

- Det er en megafed oplevelse at være med til.

Hvorfor valgte du uddannelsen til personvognsmekaniker?

- Det gjorde jeg kun på baggrund af brobygning på folkeskolen. Jeg havde aldrig skruet på bil eller knallerter før, men det var så fedt at prøve at skille noget ad og samle det igen og finde ud af, hvordan det virkede. Det var den største grund til det. Det er sjovt at finde ud af, hvordan og hvorfor tingene virker som de gør.

Hvad er det mest interessante ved dit arbejde og din arbejdsplads?

- Det er at finde ud af, hvorfor der går fejl i tingene. Og finde en sammenhæng. Og så selvfølgelig at man får lov at få noget mellem hænderne i stedet for at sidde på et kontor.

Hvorfor er du blevet så god?

- Det ved jeg ikke, men jeg har haft nogle rigtig dygtige mestre, og jeg har gået sammen med en anden meget dygtig lærling, der havde meget erfaring. Så det er sparring med andre, der havde nogle rigtig gode ideer, der har hjulpet mig rigtig godt på vej.

Hvad er dine planer for fremtiden?

- Det er at fortsætte min uddannelsen. Jeg arbejder på et Ford-værksted, og det er allerede aftalt med min chef, at jeg skal uddanne mig til Ford Master-tekniker, så jeg kan bygge oven på det, jeg kan, og blive endnu bedre end jeg er i forvejen. Jeg har altid gerne villet læse videre til tekniker, når jeg blev færdig som mekaniker.

Lucas Sander Pedersen er den ene af otte personvognsmekanikere, der skal dyste til mesterskaberne. I alt stiller industrien i år med 29 konkurrencedeltagere.

DM i Skills 2018 finder sted i MCH Messecenter Herning fra torsdag den 18. januar, hvor undervisningsminister Merete Riisager skyder mesterskaberne igang. Over tre dage dyster nationens bedste unge håndværkere, inden danmarksmestrene får overrakt trofæerne lørdag den 20. januar af statsminister Lars Løkke Rasmussen. Der er fri entré alle tre dage.

Frem til det går løs, vil du kunne møde flere af industriens deltagere her på iu.dk, eller holde dig opdateret på vores Facebook-side.

Program for DM i Skills 2018

Læs mere om SkillsDenmark

Følg os på Facebook

Kontakt os gerne og hør nærmere

Anne Witt Thomsen

Administrativ medarbejder

Telefon

33 77 91 60

E-mail

awt@iu.dk