Praktisk dannelse er tema for Arbejdermuseets nye udstilling

Den ny, interaktive udstilling tager besøgende dybt ind i håndværkets verden. Her handler det om faglig stolthed, om godt håndværk, om at gå fra lærling til mester og blive del af et fællesskab. Det handler om at øve sig, om at håndtere et værktøj og om at bearbejde et materiale. Det arbejdende værksted har derfor en helt central placering i udstillingen. Besøgende kan også opleve sæsonens svendestykker fra NEXT Uddannelse København.

Unge stemmer i udstillingen

Med Håndens Arbejde udfordrer Arbejdermuseet det dominerende boglige og akademiske syn på ”den gode uddannelse” og giver unge mulighed for at diskutere og reflektere over deres eget valg af uddannelses- og arbejdsliv. Et ønske, som er formuleret af de unge selv, der har været involveret i udviklingen af udstillingen.

Håndens arbejde er praktisk dannelse

Arbejdermuseet ønsker at sætte praktisk dannelse på dagsordenen som grundlæggende byggesten for hele samfundet, men også for det enkelte menneske. Linda Nørgaard Andersen, programchef for Arbejdermuseet siger: ”I vores højteknologiske samfund er det ikke længere naturligt at videregive håndværksmæssige færdigheder fra generation til generation. Samtidig har de praktiske fag nærmest været fjernet fra skoleskemaet i folkeskolen ældste klassetrin. Vi mener, at alle mennesker har brug for praktisk dannelse – ikke mindst for at kunne se værdien i at arbejde med sine hænder og i at mestre et fag. Derfor møder man som besøgende i udstillingen forskellige materialer og værktøj, arbejdende værksteder og workshops, hvor man selv kan få fingrene i håndværk.”

Vi mener, at alle mennesker har brug for praktisk dannelse – ikke mindst for at kunne se værdien i at arbejde med sine hænder og i at mestre et fag.
Linda Nørgaard Andersen, programchef for Arbejdermuseet

Mange har bidraget

Udover unge fra folkeskolen har Arbejdermuseet involveret en række mennesker med erhvervsfaglige baggrunde og samarbejdspartnere ind i udviklingen projektet. Det drejer sig fx om unge elever på NEXT og andre uddannelsesinstitutioner, udlærte faglærte fra en række fag, samt Hands-on, der har muliggjort produktionen af en video til udstillingen.