Mads fik ML-Prisen i 2011: I dag har han seks ansatte i sit eget entreprenørfirma

Frem mod uddelingen af ML-Prisen 2018 har Industriens Uddannelser talt med tre tidligere prismodtagere, om hvordan det er gået dem, siden de fik prisen. Hver historie er med til at skabe et samlet billede af, hvor mange veje man kan gå, når man har taget en erhvervsuddannelse i metalindustrien.

Navn Mads Risborg Hansen
Alder 30 år
Uddannelse Klejnsmed
Vinderår 2011


- Efter jeg fik ML-Prisen, arbejdede jeg som smed i et års tid, og så skiftede jeg karriere og læste til kloakmester på Aarhus Tekniske Skole. Jeg er født og opvokset på landet, så jeg har altid gået ude, og derfor fandt jeg ud af, at jeg ikke skulle bruge mit liv inden for på et værksted. I 2013 startede jeg op som selvstændig, og jeg har den dag i dag et entreprenørfirma med seks ansatte. 

 Mads Risborg Hansen fik ML-Prisen i 2011 efter at have uddannet sig til klejnsmed. I dag driver han et entreprenørfirma med seks ansatte. Foto: Privat

Smedeuddannelse har givet sans for detaljen

  - Jeg har været min egen chef, siden jeg stoppede som smed, men uddannelsen til klejnsmed har jeg brugt meget i arbejdet som kloakmester. Som klejnsmed arbejder man med millimeterpræcision, og alt skal være i højeste kvalitet. Dengang lavede jeg røranlæg og tanke i rustfri stål til fødevarebranchen, som har meget høje hygiejnekrav. Den grundighed og øje for detaljen bruger jeg i mit arbejde i dag, og mit firma har ry for at levere i høj kvalitet. Jeg kan godt savne at være smed, for det var utrolig spændende, at kvaliteten skulle være så høj. Det skulle bare spille, ellers måtte man lave det om. 

 - ML-Prisen betød ekstremt meget for mig. Det er altid dejligt at få anerkendelse for noget, man har brugt sit liv og interesse på. Det var superfedt at komme igennem fire års uddannelse med et godt resultatet og så blive anerkendt for det. Det var en stor oplevelse at komme over i Den Sorte Diamant og få en statuette med hjem. Jeg synes, det er fedt, at Metalindustrien belønner dem, der gør noget ud af deres uddannelse. Jeg har selv to lærlinge i mit firma, hvor den ene især gør meget ud af sit arbejde. Det belønner jeg også.

Kontakt os gerne og hør nærmere

Sine Neuchs Thomsen

Kommunikationskonsulent

Telefon

33 77 91 33

Mobil

22 87 83 51

E-mail

st@iu.dk