Klima og rekruttering sætter kursen for opgraderet skibsmontøruddannelse

Mere end 40 virksomheder været med til at afdække, hvilke forandringer der er nødvendige i uddannelsen til skibsmontør. Virksomhedernes input har i høj grad været med til at give et klart billede af de kompetencer, branchen efterspørger.

- Det er vigtigt, at skoler og virksomheder arbejder sammen om at udvikle og tilpasse uddannelserne, så de afspejler branchens behov. Skibsmontøruddannelsen har længe haft behov for en ”upgrade”, og vi er vældig godt tilfredse med den dialog der har været og med resultatet deraf, siger Diddan Karstensen, HR-chef for Karstensens Skibsværft.

Hvad ændrer sig? 

I udviklingsarbejdet har der været enighed mellem skoler og virksomheder om, at det ikke er nødvendigt med store ændringer i uddannelsens struktur. Dvs. at der ikke oprettes nye specialer, og at uddannelsestiden ikke ændres.

Alle fag på uddannelsen til skibsmontør er til gengæld nye.

De nye obligatoriske fag har fokus på:

- Det ståltekniske område
- Dieselmotorer
- Styring og regulering
- Hydraulik
- Pumper
- Skrueaksler og propeller

Skibsmotorer bliver mere og mere teknisk avancerede. Det kræver, at eleverne fremover skal have mere undervisning i fx digital motorovervågning
Jonny Jacobsen, fællestillidsmand hos Man Energy Solutions i Frederikshavn

Ændringerne afspejler et stigende fokus på klima

Skibsindustrien bliver underlagt stadigt mere ambitiøse miljøkrav. Derfor er der bl.a. stor opmærksomhed på at optimere motorers ydeevne i forhold deres brændstofforbrug.

- På vores virksomhed producerer vi motorer, så det har selvfølgelig været den del af uddannelsen, der har været vigtigst for os. Skibsmotorer bliver mere og mere teknisk avancerede. Det kræver, at eleverne fremover skal have mere undervisning i fx digital motorovervågning, udtaler Jonny Jacobsen, fælles tillidsmand hos MAN Energy Solutions i Frederikshavn

Motorteknologiens udvikling stiller højere krav til skibsmontørers kompetencer inden for motorstyring og automatik, hvilket justeringerne af uddannelsen forsøger at imødekomme.

Synkroniseres med smedenes grundforløb

En anden vigtig ændring på uddannelsen til skibsmontør er, at grundforløbet bliver synkroniseret med smedeuddannelsens. I praksis betyder det, at de ståltekniske fag på skibsmontøruddannelsen bliver flyttet fra hovedforløbet til grundforløbet.

Med denne ændring vil skibsmontørelevers første skoleår kunne foregå på et større udvalg af erhvervsskoler. Herefter er forhåbningen, at elever som er blevet et år ældre vil være mere mobile i forhold til job og skole, og at det dermed bliver nemmere for virksomheder over hele landet at rekruttere lærlinge. Skibsmontøruddannelsen udbydes pt. kun på Fyn og i Jylland, hvilket har gjort det svært for virksomheder øst for Storebælt at rekruttere elever. 

Den nye undervisningsordning træder i kraft den 1. august 2019.

 

Kontakt os gerne og hør nærmere

Johnny Kristensen

Uddannelseskonsulent

Telefon

33 77 91 20

Mobil

51 96 59 99

E-mail

jkr@iu.dk