Multicut baner vejen for lærlinges praktik i USA

Til foråret rejser et nyt hold af tre industriteknikere til USA for at bygge kampfly hos den amerikanske virksomhed Lockheed Martin som en del af deres uddannelse.

Projektet er blevet til i et helt særligt samarbejde mellem Dansk Metal, Lockheed Martin, DI - Dansk Industri og ikke mindst den danske virksomhed Multicut, der er underleverandør til Lockheed Martin.

Når Multicut for andet år i træk går ind i projektet og bruger masser af timer på at få de administrative brikker til at falde på plads, handler det blandt andet om at tage ansvar for fremtidens arbejdskraft, fortæller Erling Dyrmose, Area Sales Manager hos Multicut.

- Vi vil gerne være med til at vise, at industriteknik er en højteknologisk uddannelse, der åbner for en verden af muligheder, siger Erling Dyrmose og tilføjer:

- Der er ikke mønter i det for os, men som virksomhed har vi et ansvar for, at der bliver uddannet kompetente mennesker til fremtiden.

Opholdet skal give fagligt udbytte

Derfor har det også været vigtigt for Multicut at sikre, at lærlingene fagligt får noget ud af opholdet på fabrikken.

- De kommer ikke til at sidde og kigge i et mødelokale, men kommer ud i produktionen og er med til at lave dele til flyene. De får en fantastisk oplevelse, og de smil man får ud af dem, når de kommer hjem igen – det er det hele værd, siger Erling Dyrmose med henvisning til det første hold lærlinge, der var afsted i maj og juni sidste år.

Tæt samarbejde med Lockheed Martin

Når projektet overhovedet kan lade sig gøre, er det først og fremmest på grund af et særdeles tæt og tillidsfuldt forhold mellem den amerikanske virksomhed og Multicut. Industriteknikerlærlingene bliver nemlig indskrevet som ansatte hos Multicut, selvom de er i lære i en anden virksomhed. Derefter udlåner Multicut lærlingene til Lockheed Martin.

- Multicut leverer færdige komponenter direkte til samlebåndet hos Lockheed Martin, herunder strukturdele der installeres på F-35 flyet, så vi har gode relationer til Lockheed Martin, og de kan godt lide vores tilgang til det her praktikprojekt, som ikke handler om penge, men om at lærlingene skal få en oplevelse, siger Erling Dyrmose.

Fakta: Sådan er lærlingene blevet udvalgt

Alle virksomheder, der er medlem af DI, har haft mulighed for at indstille deres dygtigste industriteknikerlærlinge. Et uafhængigt dommerpanel har vurderet indstillingerne og løsningen af en konkret opgave. Herefter er de heldige lærlinge blevet udvalgt. Alle bidrag blev anonymiseret inden udvælgelsen, så hverken lærlingens identitet eller praktikvirksomhed kunne spores. De tre lærlinge er derfor alene bedømt på baggrund af opgavebesvarelsen og indstillingen.

Kontakt os gerne og hør nærmere

Morten Ørnsholt

Sekretariatschef

Telefon

33 77 91 84

Mobil

29 49 45 92

E-mail

moe@iu.dk