Nedtælling til DM i Skills: Industriteknikeren Christian har forelsket sig i sit fag


Navn: Christian Boen Larsen
Alder: 20 år
Uddannelse: Industritekniker
Virksomhed: Nilpeter
Skole: ZBC i Slagelse

Hvordan forbereder du dig til DM i Skills?

- Lige nu er jeg på skole, og de ting, jeg laver på skolen, er træning i sig selv. Jeg øver mig også i fritiden og har fået licens af Mastercam til at bruge programmet hjemme på min egen computer. På arbejdet har jeg også fået tid til at øve mig, så en stor del af min dagligdag går med at forberede mig.

Hvad betyder det for dig at få mulighed for at deltage i DM i Skills?

- Det er en rigtig fin mulighed. Det er ikke alle der får lov, så det var stort at blive udtaget. Det er helt klart nervepirrende, men også fedt og skræmmende på samme tid. Der er blandede følelser.

Hvorfor valgte du uddannelsen til industritekniker?

- Jeg ville gerne være våbenmekaniker, men det kan være svært at få en læreplads, så jeg gik i gang som industritekniker. Nu har jeg forelsket mig i faget, så jeg tror jeg bliver. Forelskelsen kan beskrives som, at det giver et lille sus, når det, man laver, bare passer. Og så har jeg lyst til at tage på arbejde hver dag. Det er ikke en kamp at komme afsted. Jeg har aldrig været glad for at gå i skole, det har altid været meget tungt. Nu bruger jeg hovedet og hænderne på en anden måde og kan se en mening med det.

Hvad er det fede ved dit fag?

- For det første er der en kultur i industriteknikerfaget, som jeg rigtig godt kan lide. Det er et fag præget af dygtige folk, som kan huske de mærkeligste ting og udregne komplicerede formler på en almindelig lommeregner. Det andet er, at tit når man laver noget nyt, kan man ikke bare lave det på rutinen, man skal nytænke det. Det er fedt!

Hvad er det mest interessante ved dit arbejde og din arbejdsplads?

- Det er en international virksomhed, hvor det jeg laver bliver leveret til lande i hele verden. Jeg kan også godt lide at gå ned i vores montageafdelingen og se, hvordan det, som jeg har været med til at lave, bliver samlet.

Hvorfor er du blevet så god?

- Den er svær. Jeg tror bare godt, jeg kan lide at sætte mig ordentlig ind i de ting, jeg går i gang med. Og så er mange af de ting, vi laver logiske for mig. Men held spiller også ind.

Hvad er dine planer for fremtiden?

- Når jeg er udlært, skal jeg en tur i militæret, men derefter skal jeg tilbage til industriteknikerverdenen. Det er helt sikkert. Hvis jeg kan, vil jeg gerne blive der hvor jeg er i lære, for jeg kan godt lide at være der.


DM i Skills 2019 i Arena Næstved

Christian Boen Larsen er en af seks industriteknikere, der skal dyste til danmarksmesterskaberne i Næstved. I alt stiller industrien i år med 25 konkurrencedeltagere i konkurrencefagene automatiktekniker, industritekniker, karrosseritekniker, klejnsmed og personvognsmekaniker.

DM i Skills 2019 finder sted i Arena Næstved fra den 4.-6. april. I tre dage dyster nationens bedste unge håndværkere om at blive danmarksmestre inden for 43 forskellige fag. Lørdag den 6. april overrækkes trofæerne til vinderne. Der er fri entré alle tre dage.

Program for DM i Skills 2019

Følg os på Facebook

Læs mere om SkillsDenmark