Thoka Finmekanik sender lærling til Texas i praktik

Rasmus Frøland er bare 21 år, og snart kan han skrive sit andet DM i Skills på cv’et, men også sit andet udlandsophold som industriteknikerlærling.

I efteråret var han i praktik på en virksomhed i Berlin, og til april og to måneder frem rejser Rasmus Frøland til Texas sammen med to andre industriteknikerlærlinge. Her skal de være to måneder i praktik på virksomheden Lockheed Martin.

- Jeg glæder mig til at få en kæmpe oplevelse og til at se, hvordan de gør det, vi gør hver eneste dag her hos Thoka, siger Rasmus Frøland og fortsætter:

- Hvem måler emnerne op? Hvordan lægger de værktøjerne på plads, hvilke systemer har de til det, og hvordan borer de huller, spørger han med et smil.

Og der er god grund til at være nysgerrig efter, hvordan forholdene er anderledes. Hos Thoka Finmekanik går Rasmus til daglig sammen med 27 kolleger. Hos Lockheed Martin er de 14.000 beskæftigede i produktionen.

Praktikvirksomheden bakker op

Rasmus Frøland er tredjeårslærling hos virksomheden Thoka Finmekanik i Dragør, der producerer komplekse finmekaniske emner. Og selvom kollegerne endnu engang må undvære den unge industritekniker i produktionen, er der fuld opbakning til USA-eventyret.

- Vi synes, det er en superspændende mulighed, og når den slags byder sig, er det om at slå til, og det vil vi gerne hjælpe til med, siger administrerende direktør Frank Heintze.

- Vi er glade og stolte over at have en lærling som Rasmus, og vi glæder os på hans vegne.

Thoka-finmekanik Rasmus Froeland og Frank Heintze

Lockheed Martin tager imod lærlinge for anden gang

Sammen med to andre lærlinge er Rasmus Frøland udvalgt til et to måneders praktikophold på den amerikanske fabrik Lockheed Martin i Texas, USA. Et projekt der for andet år i træk er støttet og tilrettelagt af Dansk Metal, DI og den danske virksomhed Multicut.

De to andre lærlinge kommer fra DSB Vedligehold og Grundfos, så at Thoka Finmekanik kan levere en lærling til et så storstilet projekt, gør indtryk på Frank Heintze.

- Vi er oppe imod nogle seriøst store virksomheder, så jeg er stolt af, at vi har en lærling med, siger direktøren.

De tre lærlinge der er udtaget til praktikopholdet på Lockheed Martin er:

  • Rasmus Frøland
    Thoka Finmekanik
  • Annelie Helén Elisabeth Mannerfelt Hersley
    DSB Vedligehold
  • Emil Jung Johansen
    Grundfos A/S

Kontakt os gerne og hør nærmere

Morten Ørnsholt

Sekretariatschef

Telefon

33 77 91 84

Mobil

29 49 45 92

E-mail

moe@iu.dk