Træner om Caspers forberedelse til WorldSkills: - Det er en fornøjelse at følge ham

Træningen til WorldSkills er gået ind i den afgørende slutfase for 21-årige industritekniker Casper Rasmussen, der stiller op i konkurrencen CNC-turning (drejning), når mesterskaberne afvikles i Kazan i Rusland i slutningen af august.

Caspers træner er den rutinerede WorldSkills- og DM i Skills-dommer Henrik Nielsen. Han har fulgt Casper tæt i de sidste mange måneder og været med til at tilrettelægge træningsprogrammet, der løber helt frem til, at flyveren letter mod Rusland.

Skal træne i Tyskland

- Casper har trænet en-to gange om ugen hos mig på Learnmark i Horsens. Her har vi har en maskine, der minder om den, de skal konkurrere på i Rusland. Vi har også tilmeldt ham et kursus hos DMG Moris akademi i Bielefeld i Tyskland, hvor han skal være nogle dage i uge 27, fortæller Henrik Nielsen. 


Som en del af træningen op til WorldSkills har Casper Rasmussen fremstillet emner, der har været med i opgaverne i tidligere års WorldSkills-konkurrencer. 

Værktøjskasse på 300-400 kg

1. juli er der deadline for afskibning af den værktøjskasse, som Casper skal have med til konkurrencen i Rusland. Værktøjskassen, der bl.a. indeholder skærende værktøjer fra Seco-Tools og måleværktøj, vejer 300-400 kg, og indholdet skal nøje dokumenteres, inden det sendes mod Rusland.

Den allersidste træning inden konkurrencen skydes i gang, er to dage før konkurrencen og foregår i Rusland, fortæller Henrik Nielsen:

- Deltagerne får det der hedder familization time i konkurrenceområdet, hvor de bliver dus med maskinerne og får lov at sidde med Mastercam-tegneprogrammet, for at teste, at det virker, som det gør herhjemme.

Derefter venter der Casper Rasmussen tre dage i konkurrence. Hver dag skal han løse en ny opgave og har fire timer til at løse den. Ingen kender opgaverne på forhånd, som er lavet af en ekstern dommer.

- Det er en fornøjelse at følge Casper i træningen, og det går bare derud af. Han er et unikum, og det skal nok blive rigtig godt i Rusland, forsikrer træneren.

Kontakt os gerne og hør nærmere

Niels Bylund

Uddannelseskonsulent

Telefon

33 77 91 42

Mobil

40 50 91 55

E-mail

nby@iu.dk