11. feb 2020

Aftalt uddannelse en del af industriens nye overenskomster

Fremover kan flere medarbejdere og virksomheder i industrien få gavn af aftalt uddannelse. Ordningen giver medarbejdere ret til at få støtte fra Industriens Kompetenceudviklingsfond til uddannelse aftalt med virksomheden.

Det forlig, CO-industri og DI har indgået om industriens overenskomster lægger nemlig op til, at aftalt uddannelse fortsætter som en permanent ordning. Hidtil har aftalt uddannelse kørt som forsøgsordning i perioden 2017-2020.

Udover at gøre aftalt uddannelse permanent, giver forliget også øgede muligheder for uddannelse til medarbejdere, der er i en opsigelsesperiode.

Skal vedtages af medlemmerne

De to overenskomster, der er omfattet af forliget mellem CO-industri og DI, er Industriens Overenskomst for faglærte og ufaglærte samt Industriens Funktionæroverenskomst for tekniske og administrative funktionærer. Inden de nye overenskomster kan træde i kraft, skal DI og CO-industri hente opbakning til dem blandt deres medlemmer. CO-industri vedtager eller forkaster forslaget ved en urafstemning blandt medlemmerne af de ni fagforbund, organisationen repræsenterer, herunder 3F og Dansk Metal. Hos arbejdsgiverne er det DA’s hovedbestyrelse, hvor DI er repræsenteret, der afgør om forslaget kan vedtages.

Fakta om aftalt uddannelse

Aftalt uddannelse blev en del af overenskomstaftalen på industriens område i 2017. Ordningen giver virksomheder mulighed for at få dækket en stor del af omkostningerne, når medarbejdere tager aftalt uddannelse, som imødekommer virksomhedens langsigtede kompetencebehov. Med aftalt uddannelse kan virksomheder fx få tilskud til aktiviteter under almen voksenuddannelse, AMU, erhvervsuddannelse for voksne og akademiuddannelsesmoduler.

Kontakt din organisation, hvis du vil vide mere om aftalt uddannelse.