14. aug 2020

El- og ladcykler og grønt fokus giver ændringer til cykelmekanikeren

Der kommer flere og flere elcykler og ladcykler på vejene rundt om i landet. Blandt andet derfor er cykelmekanikeruddannelsen blevet revideret, så eleverne fremover får den nyeste viden om håndtering af batterier til elcykler samt reparation og vedligehold af ladcykler. Bæredygtighed har også været i fokus i udviklingen af uddannelsen.

- Elcykler har gjort cykling tilgængeligt for mange flere mennesker, og det er helt fantastisk. Men det stiller også krav til cykelmekanikerne, der skal kunne arbejde med elektriske systemer og batterier i et helt nyt omfang, siger Kristian Dalgaard, cykelmekaniker ved Fri Bikeshop i Galten.

Han bakkes op af Frank Hansen, der ejer seks Fri BikeShop-butikker og sidder i det lokale uddannelsesudvalg på TEC.

- Elcykler er vores fremtid. Vi skal følge med tiden, forandre os og lære nyt. Ændringerne på uddannelsen vil give et stort løft, som gør, at eleverne får viden og kompetencer med fra skolen, som de kan bruge i forretningen
Frank Hansen

- Elcykler er vores fremtid. Vi skal følge med tiden, forandre os og lære nyt. Ændringerne på uddannelsen vil give et stort løft, som gør, at eleverne får viden og kompetencer med fra skolen, som de kan bruge i forretningen, siger Frank Hansen.

Ladcykler til børnetransport

Samtidig kommer der flere og forskellige typer ladcykler på markedet, og stadig flere med elmotor. Mange bliver brugt til at transportere børn i, og derfor skal sikkerheden være i top.

- Vi ser en del eksempler på ladcykler, der har problemer med sikkerheden. Derfor er det vigtigt, at eleverne får viden, der gør dem i stand til at stille krav til sikkerheden, siger Kristian Dalgaard, der også er skuemester og derfor har et helt dugfrisk blik på, hvad eleverne kan, når de er færdigudlærte.

Bæredygtighed og miljø er også et emne, som flere i branchen har ønsket at få større opmærksomhed omkring. Derfor bliver der nu sat mere fokus på anvendelse af forskellige materialer, genbrug og bortskaffelse.

Bredt samarbejde om revision

Ændringerne på uddannelsen er et resultat af et massivt analyse- og udviklingsarbejde foretaget af Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI) i samarbejde med repræsentanter fra Dansk Metal og DI. Det indebærer dialog med og inputs fra cykelmekanikere, hovedforløbsskoler, cykelmekanikerelever og brancheforeninger.

Ændringerne på cykelmekanikeruddannelsen trådte i kraft 1. august 2020.

Få op til 90 pct. i løntilskud

Hvis din virksomhed vil ansætte en cykelmekanikerlærling, kan I få op til 90 pct. i løntilskud. Læs mere herunder: 

Få op til 90 pct. i løntilskud  

 

Kontakt os gerne og hør nærmere

Merete Hende

Chefkonsulent

Telefon

33 77 91 64

Mobil

61 13 30 41

E-mail

mh@iu.dk