Nedtælling til DM i Skills: Automatikteknikeren Katrine er klar til at vise, hvad faget går ud på

Navn: Katrine Mosbech Søndergaard
Alder: 23 år
Uddannelse: Automatiktekniker
Virksomhed: Grundfos
Skole: Mercantec, Teknologisk Videncenter i Bjerringbro

Hvordan forbereder du dig til DM i Skills?

- Jeg er i lære lige nu, men der er tilrettelagt et tre ugers træningsforløb på skolen, og jeg læser selv en del op ved siden af - og så makker jeg også selv en del med tingene.

Hvad betyder det for dig at få mulighed for at deltage i DM i Skills?

- Det betyder da sindssygt meget - det er en fed mulighed at få. Jeg er stolt af mit fag og vil gerne vise det frem. Jeg synes, det er fedt at vise, at der også er kvinder inden for faget. Jeg glæder mig til at vise, hvad man går og laver som automatiktekniker, for der er ikke særligt mange, der ved, hvad det her fag egentlig går ud på.

Hvorfor valgte du uddannelsen til automatiktekniker?

- Jeg har altid rodet en del med gamle biler, og jeg var tit med min far i værkstedet. Jeg har altid interesseret mig for det mekaniske og tekniske, og jeg har også selv gamle amerikanerbiler, som jeg skruer på, men jeg ville ikke være mekaniker.

- Jeg startede faktisk som ufaglært på Grundfos og var fascineret, når der kom teknikere og reparerede maskinerne. Der er så mange forskellige dele af faget; programmering, elektricitet, mekanik, hydraulik, robot, fejlfinding, luftstyringer og så videre. Automatikteknikeruddannelsen er en halv elektrikeruddannelse, hvilket jeg ikke vidste, da jeg startede, men det er endt med at være en af de ting, der interesserer mig mest.

Hvad er det fede ved dit fag?

- Uddannelsen er sindssygt bred, og man kan tage den i mange forskellige retninger. Jeg kan godt lide blandingen af teori og praksis, at jeg både bruger hjerne og hænder. Nogle dage sidder jeg foran computeren og programmerer, andre står jeg og roder med en motor, der ikke vil køre, og er smurt ind i olie fra top til tå. Man ved aldrig, hvad dagen bringer, når man møder ind.

Hvad er det mest interessante ved dit arbejde og din arbejdsplads?

- Kollegerne. De er megagode, og det spiller en stor rolle. Ud over det, så er ingen dage ens. Det kan være en stille dag, men så går en maskine ned, og man skal have gang i de små grå og tænke hurtigt for at løse problemet. Det er noget af det mest interessante. Det er selvfølgelig noget skidt for fabrikken, men det er spændende. Her skal man skal være god til at kommunikere med operatørerne, for de kender ofte deres maskiner 100 gange bedre end vi gør, så det er vigtigt at få en god dialog i gang. 

Hvorfor er du blevet så god?

- Tjah, interesse for faget tror jeg. Det betyder alt, at man synes, det er spændende og sjovt, det man laver. Og så har mine hammergode kolleger altid lyst til at lære fra sig, og de står altid klar til at hjælpe en videre med en opgave, hvis der er noget, man er i tvivl om eller gerne vil have forklaret.

- Grundfos er en god arbejdsplads, der giver mange muligheder, både fagligt og personligt. Man får ansvar, og der er tillid til, at deres lærlinge kan klare opgaven, så man vokser med hver opgave, man er ude på.

Hvad er dine planer for fremtiden?

- Lige umiddelbart at arbejde med det samme, som jeg gør nu. Jeg vil gerne arbejde med faget og bruge det, jeg har lært indtil videre. Drømmescenariet er at fortsætte i Grundfos, jeg er glad for at være her og kan godt se mig selv herude, når jeg er udlært.

- Jeg vil ikke videreuddanne mig med det samme, jeg vil hellere lære faget ordentligt. Mere uddannelse plejer også at betyde, at det hele bliver mere teoretisk – jeg vil gerne beholde det praktiske, så jeg har ikke travlt.

 

DM i Skills 2019 i Arena Næstved

Katrine Mosbech Søndergaard er en af fem automatikteknikere, der skal dyste til danmarksmesterskaberne i Næstved. I alt stiller industrien i år med 25 konkurrencedeltagere i konkurrencefagene automatiktekniker, industritekniker, karrosseritekniker, klejnsmed og personvognsmekaniker.

DM i Skills 2019 finder sted i Arena Næstved fra den 4.-6. april. I tre dage dyster nationens bedste unge håndværkere om at blive danmarksmestre inden for 43 forskellige fag. Lørdag den 6. april overrækkes trofæerne til vinderne. Der er fri entré alle tre dage.

Program for DM i Skills 2019

Følg os på Facebook

Læs mere om SkillsDenmark