19. feb 2020

Fra fejedreng til EM i industriteknik

”Sander var bedst” lyder overskriften med fede typer på et indrammet avisudklip i entreen på Nymann Teknik, en lille maskinfabrik i udkanten af Hobro. Rammen er ikke kommet op at hænge endnu, for nyheden er ikke mere end et par uger gammel: Nymann Tekniks 19-årige industriteknikerlærling Sander Hem Münchow vandt i januar DM i Skills og kan derfor kalde sig Danmarks bedste lærling i industriteknik. Til september skal han atter teste sine skills, denne gang til EuroSkills i Østrig, hvor han med støtte fra Metalindustriens Uddannelsesudvalg stiller op i kategorien CNC-drejning.

Fra fejedreng til førsteplads

- Sander startede herude som fejedreng i 8. klasse. Han var lidt skoletræt, så vi lavede en aftale med skolen om, at han kom her i nogle timer fire dage om ugen, fortæller Sanders mester og direktør i virksomheden Morten Nymann om den unge lærling, der har trukket avisoverskrifterne.

Som fejedreng kunne Sander kigge sin udlærte kolleger over skulderen og se, hvad arbejdet på en maskinfabrik går ud på. Samtidig kunne Morten Nymann se den unge dreng lidt an, og han var ikke i tvivl om, at der var en god industritekniker gemt i ham. Da Sander skulle på efterskole i 9. klasse gjorde Morten Nymann det derfor klart, at der stod en læreplads klar, når han kom tilbage. Den takkede Sander ja til, og efter 9. klasse startede han i mesterlære som industritekniker hos Nymann Teknik.

- Jeg har altid syntes, at matematik var interessant og været god til det, og så har jeg spillet meget computer tidligere, så det var jeg også rimelig ferm til. De to ting kombineret, det er jo bare perfekt her. Og så kan jeg også godt lide at bruge hænderne, siger Sander selv, når han skal forklare, hvad det var ved netop industriteknikerfaget, der fangede hans interesse.

Med både en førsteplads ved DM i Skills og en billet til EuroSkills på hånden, er der ingen tvivl om, at han har flair for faget. Men en del af æren må også tilfalde virksomheden og den måde, de arbejder med deres lærlinge.

Se video med Sander Hem Münchow. Artiklen fortsætter under videoen.

En pligt at tage lærlinge

- Lærlinge i virksomheden får ret hurtigt lov til at komme til CNC. De lærer selvfølgelig først det grundlæggende, men for os som virksomhed er det også rigtig rart, at de får lært CNC-arbejdet fra start, for det kan vi vinde noget ved senere, siger Morten Nymann, der selv er maskinarbejder.

Til marts er det ti år siden, han startede Nymann Teknik. Vilkårene for en nystartet underleverandør til industrien var ikke de bedste på det tidspunkt, men han havde mistet sit arbejde og var blevet opfordret til at starte sit eget.

- Vi startede i 2010, da industrien stadig var lidt nede, men det er jo nemmere at finde arbejde til en mand ad gangen, og så er vi bare vokset stille og roligt og samtidig med, at der kom gang i industrien igen, fortæller han.

I dag tæller Nymann Teknik 20 medarbejdere – inklusiv fejedreng og chauffør – men selvom det er en både lille og ung virksomhed, har den efterhånden stor erfaring med at udlære industriteknikere. I øjeblikket er tre lærlinge i gang.

- Vi kommer til at mangle arbejdskraft om nogle år, så derfor synes jeg, det er en pligt, at man tager lærlinge ind, siger Morten Nymann. Og han har tilsyneladende held med at rekruttere de dygtigste af slagsen, for Sander er den anden, han sender til DM i Skills.

Se video med Morten Nymann. Artiklen fortsætter under videoen.

Skills-effekten

Taktikken er egentlig bare at gribe fat i dem, hvor man kan mærke, at der er noget at komme efter, forklarer Morten Nymann.

- Flere af vores lærlinge har ligesom Sander været fejedrenge herude. Så kan man lige se dem an. Nogle vil gerne videre i faget, og andre vil hellere noget andet.

Ofte får han også fat i de lærlinge, andre virksomheder ikke vil eller har mulighed for at ansætte.

- Så siger de ”prøv at tage ud til Morten, han har måske plads”, og så kommer de her og fortæller lidt om dem selv. En af de lærlinge, vi har nu, fortalte, at han brugte sin weekend på at bukke skærme til en traktor, og så var jeg slet ikke i tvivl. Han er vant til at bruge sine hænder, og det med computer, det har de jo alle sammen flair for efterhånden.

At have en danmarksmester i lære i virksomheden har også haft en effekt, fortæller han.

- Allerede den lørdag, da Sander blev udråbt som vinder af DM i Skills, der fik vi to ansøgninger. Det giver noget synlighed og medvirker til, at folk gerne vil herhen.

Om forventningerne til EuroSkills siger Morten Nymann:

- Sander er tålmodig og omhyggelig, og jeg har da sagt til ham, at det ikke gør noget, hvis han vinder. Men jeg ved, at det er meget, meget svært. Så det handler om oplevelsen, og så regner vi med at være en lille delegation, der tager med ned og kigger. Ikke for at lægge pres på, bare for at støtte ham.

Kontakt os gerne og hør nærmere

Thea Wanning

Kommunikationschef

Telefon

33 77 91 80

Mobil

51 60 00 75

E-mail

twa@iu.dk