Landbrugsmaskinmekanikeren Anders er glad, hvis han skal skrue på en traktor

Navn: Anders S. Sørensen
Uddannelse: Landbrugsmaskinmekaniker
Virksomhed: J. Hundahl A/S
Skole: Erhvervsskolerne Aars
Alder: 21

Hvordan forbereder du dig?

- Forberedelserne foregår egentlig mest i min hverdag, hvor jeg går og tænker over de opgaver, vi kan blive stillet og sørger for at være opmærksom på, hvordan jeg arbejder, også i forhold til sikkerhed og den slags. Her op til konkurrencen er jeg også begyndt at få nogle lidt mere krævende opgaver af min chef, så jeg kan prøve nogle ting af. For eksempel en traktor, der ikke vil køre. Så skal jeg først finde ud af, hvad der er galt med den, og så skal få den til at køre igen.

Er der noget, du tror, vil være særligt udfordrende ved WorldSkills?

- Det sværeste er nok, at jeg ikke ved, hvad det er for en opgave, vi bliver stillet. Det gør det svært at forberede sig, synes jeg. Og så er konkurrencen til WorldSkills både for landbrugsmaskinmekanikere og entreprenørmaskinmekanikere, så der kan også godt komme noget, der ligger lidt uden for mit speciale. For eksempel har jeg ikke lavet en hulens masse på en gravemaskine.

Er der en bestemt opgave, du håber at få derovre?

- Alt med el og motor og hydraulik. Det synes jeg egentlig, at jeg er rimelig godt med i, og det går jo igen i det meste. Men hvis det kan være på en traktor, så vil jeg være glad. Det skal helst ikke være en alt for fremmed maskine, for der er jo også et tidspres i sådan en konkurrence. Ved traktoren ved jeg, hvor jeg skal kigge, så der kan jeg nok vinde lidt tid.

Hvad er det med dig og traktorer?

- Jamen det er jo på grund af dem, at jeg er kommet ind i den her branche. Jeg er født og opvokset på en gård, så jeg har nok udviklet en forkærlighed for traktorer tidligt i livet.

Var det derfor, du valgte uddannelsen til landbrugsmaskinmekaniker?

- Ja, fordi jeg synes, de maskiner vi havde hjemme på gården, de var spændende at gå og skrue på. Senere kom så interessen for, hvordan det hele det virker. Hvorfor kan en traktor og en motor køre rundt, det fangede mig mere og mere, og så blev mekanikervejen min vej.

Hvad er det fede ved dit fag?

- Der er aldrig to dage, der er ens, for opgaverne spænder ret bredt. Du får en stor viden inden for et bredt område og skal være skarp til både motor, elektronik og hydraulik, men der skal også nogle gange smedes her og der. Det er sjovt at koble alle de her ting, som man lærer på uddannelsen, sammen i én stor maskine. Det skal jo alt sammen spille. Og så er det en branche i udvikling, hvor der hele tiden kommer nye ting til. Det er fedt at være en del af.

Og nu er du blevet så god, at du skal repræsentere Danmark ved WorldSkills. Hvad siger din chef og dine kollegaer til at det?

- De er stolte og også spændte på at se, hvad det kan bære.

Hvad glæder du dig mest til?

- Til at komme derover og se, hvad det er, og til at være en del af den oplevelse, det er at være til WorldSkills sammen med de andre fra landsholdet. Og så glæder jeg mig selvfølgelig til at se, hvad jeg kan, når jeg er oppe imod deltagere fra andre lande.

Er du nervøs?

- Er man ikke altid det op til den slags? Det er jo et VM, så hvis ikke man er nervøs for det, så synes ja da, at der er noget galt.

Hvordan vil du tackle det derovre?

- Jeg må bare prøve at holde hovedet koldt og bevare overblikket og så fokusere på de ting, jeg ved, jeg kan.

Tør du sige noget om medaljechancerne?

- Nej, det mål har jeg ikke turde sætte mig. Jeg vil bare gøre det bedste, jeg kan. Men hvis der kommer mere ud af det, er det selvfølgelig på plus.

Anders S. Sørensen er én af tre repræsentanter fra industriens fag, der skal dyste til WorldSkills i Rusland i august 2019. Erhvervsskolerne Aars er ansvarlig for hans deltagelse.

Kontakt os gerne og hør nærmere

Astrid Sandvad Kudahl

Kommunikationskonsulent

Telefon

33 77 91 48

Mobil

21 89 48 48

E-mail

ask@iu.dk