Kommunikationskonsulent - barselsvikariat

Skriver du let og fængende om komplekse emner? Elsker du at fordybe dig i sproget, så dit budskab rammer plet hos modtageren? Så er du måske den kommunikationskonsulent, vi søger til et barselsvikariat.

Industriens Uddannelser er et uddannelsessekretariat med stort fokus på at skabe god kommunikation om de uddannelser, vi udvikler. En af vores kommunikationskonsulenter skal på barsel, og derfor søger vi en vikar i perioden 1. juni 2019 til minimum 31. januar 2020.

Vi leder efter en ny kollega som:

  • Altid har målgruppen for øje i sine kommunikationsprodukter
  • ELSKER at skrive og at finde de gode historier
  • Begår sig naturligt på forskellige kommunikationskanaler – både trykte og digitale
  • Har erfaring med videoproduktion, fx til sociale medier
  • Har erfaring med web og CMS (vi bruger Umbraco)
  • Kan arbejde selvstændigt, fokuseret og drive egne opgaver
  • Kan lide at arbejde i et politisk miljø

Vi kommunikerer på mange platforme: Sociale medier, web, pjecer og andre trykte materialer, events mm. og du vil få rig mulighed for at prøve kræfter med dem alle. Vi er en lille kommunikationsafdeling, og derfor vil du også komme til at løse andre ad-hoc opgaver, som følger i halen af kommunikationsarbejdet.

Din baggrund

Vi forestiller os, at du er journalist eller har en kommunikationsuddannelse med fokus på praktisk anvendelse af teorierne. Måske er du nyuddannet eller har været nogle år på arbejdsmarkedet.

Kender du dertil til den verden, vi agerer i, og ved hvad eud, AMU, RKV, GF og LUU står for, får du helt sikkert et ekstra plus i vores bog.

Er vi din nye arbejdsplads?

Som kommunikationskonsulent i Industriens Uddannelser kommer du til at arbejde i en kommunikationsafdeling med fem dedikerede kolleger, der glæder sig til at hjælpe dig godt i gang med dine opgaver.

Vi prioriterer samarbejde og høj arbejdsmoral højt og forventer, at du gør det samme. Dertil er vi dedikerede til vores overordnede formål med vores kommunikationsarbejde: At få flere til at vælge de uddannelser, vi udvikler, og at kommunikere, hvordan vi i IU arbejder visionært og ambitiøst.

Industriens Uddannelser er stiftet af Dansk Industri, Dansk Metal og 3F. Centralt placeret i hjertet af København arbejder vi 60 engagerede medarbejdere med at udvikle og markedsføre erhvervsuddannelser og arbejdsmarkedsuddannelser. Vi er en organisation, som er præget af en høj faglighed, og hvor vi dagligt mødes af høje forventninger til vores resultater og den måde, vi løser opgaver på.

Læs mere om os her på siden. Du kan også følge os på vores SoMe-kanaler:
Twitter
Facebook
LinkedIn

Det praktiske

Stillingen er midlertidig med start 1. juni 2019 til 31. januar 2020. Der vil eventuelt være mulighed for forlængelse.

Send din ansøgning og cv på mail til chefsekretær Janne Ebbesen, je@iu.dk. Vi skal have din ansøgning senest den 29. marts 2019.

Spørgsmål om stillingen kan rettes til kommunikationschef Thea Wanning på 51 60 00 75 eller twa@iu.dk.

Kontakt

Thea Wanning

Kommunikationschef

Telefon

33 77 91 80

Mobil

51 60 00 75

E-mail

twa@iu.dk

Ansøgning

Send din ansøgning til Janne Ebbesen senest den 29. marts 2019.