Plastsvejsning

Om skolecertificering i plastsvejsning

Svejsepas-sekretariatet udsteder plastsvejsepas/certifikater i henhold til:

  • DS 2383: Certificering af plastsvejsere
  • SBC243: Særlige bestemmelser for certificering

Plastsvejseren skal have gennemført et af de godkendte AMU uddannelser og prøveaflæggelser, eller en relevant faglig grunduddannelse som f.eks. plastmager eller plastmekaniker.

Certificering

Certifikatprøve aflægges i forbindelse med uddannelsesgennemgang på en skole, som er godkendt til plastsvejsning. Certificering opnås på grundlag af praktiske og teoretiske prøver, der skal sikre, at den certificerede svejser kan udføre svejsearbejde på et højt fagligt niveau enten på værksted eller ved bygge-, montage- og anlægsarbejder. For at sikre kvaliteten af certifikatet, bedømmes svejseprøverne af en af P17 udpeget censor. Dette er med til at garantere, at den fagligt dygtige svejser opfylder alle krav til udførelse af certifikatsvejsning.

Gyldighed og fornyelse af svejsepas

Svejsepasset har en gyldighedsperiode på 3 år for Basis og RØR, og en gyldighedsperiode på 2 år for UVE-, USME- og GAS-påtegningerne. Inden perioden udløber, skal svejsepasset fornys ved at aflægge prøve på en godkendt skole. Hvis plastsvejseren ikke henvender sig i tide om fornyelse, må han tage et nyt kursus.

Typer af plastsvejse-certifikater

Det personlige plastsvejsepas udstedes inden for følgende områder:

B = Basis
Påtegning B dokumenterer, at indehaveren er kvalificeret til at udføre plastsvejsning efter metoderne: Varmluft-, ekstruder-, stuk-, muffe- og elektrodesvejsnng af rør- og ledningsanlæg inklusive kar og tanke fremstillet af plastmaterialer til transport og opbevaring af trykløse og ikke miljøskadelig væske eller luftart.

RØR = Svejsning af rørsystemer i plast
Påtegningen RØR dokumenterer, at indehaveren er kvalificeret til at udføre plastsvejsning efter metoderne: Ekstruder-, stuk-, muffe- og elektrodesvejsning af rør og rørsystemer af plast, som er beregnet til transport og opbevaring af trykløse og ikke miljøskadelig væske eller gas.

UVE = Udvidet til varmluft- og ekstrudersvejsning
Påtegningen UVE dokumenterer, at indehaveren er kvalificeret til at udføre plastsvejsning efter metoderne: Varmluft- og ekstrudersvejsning af rør, kar og tanke fremstillet af plastmaterialer til transport og opbevaring af trykløse og ikke miljøskadeligt indhold samt varmluft- eller ekstrudersvejste konstruktioner til opbevaring eller transport af kemikalier eller andet miljøskadeligt indhold.

USME = Udvidet til stuk-, muffe- og elektrodesvejsning
Påtegningen USME dokumenterer, at indehaveren er kvalificeret til at udføre plastsvejsning efter metoderne: Stuk-, muffe- og elektrodesvejsning af rør og ledningsanlæg fremstillet af plastmaterialer til transport og opbevaring af trykløse og ikke miljøskadelig væske eller luftart samt stuk-, muffe- og elektrodesvejste rørsystemer til transport af kemikalier, væsker eller luftarter under tryk.

GAS = Gassens egenskaber og gasforsyning
Påtegningen GAS dokumenterer, at indehaveren besidder viden og kunnen til at etablere gassystemer af PE i overensstemmelse med gældende love, sikkerhedsforskrifter og forskrifter i øvrigt. NB: Svejsepas med GAS-påtegning er kun gyldigt sammen med USME-påtegning. 

Kontrol af plastsvejseudstyr iht. til DS/INF 70-6

Håndbog for plastsvejsecertificering

Gebyrer

  • Udstedelse af svejsepasnr. inklusive første certifikat: 500 kr. 
  • Udstedelse af overskydende certifikat samt recertificering: 400 kr. 

Bemærk: Gebyret betales direkte til skolen af den enkelte kursist.
For kursister, der ikke består prøven, vil hele gebyret blive tilbagebetalt.