Boligmontering
Du får viden om håndværket, materialer, syning og design og lærer at fremstille, polstre og ombetrække møbler og andre produkter i stof, læder og andre materialer.
Uddannelsen kombinerer kreativt designarbejde med praktisk håndværk, og du arbejder med både form, funktion, opbygning og materialevalg. Undervejs prøver du kræfter med mange forskellige opgaver – fra mindre produkter som puder og tasker til møbler i alle størrelser – og lærer at bruge både traditionelle teknikker og moderne værktøjer, afhængigt af hvilket speciale du vælger.
Autosadelmager
Som autosadelmager arbejder du med at polstre og opbygge automøbler og beklæde dem med betræk. Du skal rådgive kunder om valg af stoffer og sædetyper, og du skal opbygge sædernes polstring individuelt og tilpasse mål, vinkler og hårdhed til kundens særlige ønsker. Du kan også skabe nye modeller efter tegning og arbejde med restaurering af ældre autointeriør. Du kan både arbejde med hånd- og el værktøj.
Møbelpolstrer med speciale i moderne polstring
Som møbelpolstrer med speciale i moderne polstring lærer du at polstre møbler efter moderne metoder og udvikle løsninger, der er egnede til moderne produktion. Du syr og tilpasser betræk i stof eller læder og opbygger polstring ved hjælp af skum, fibertex og en række andre materialer.
Du arbejder primært med fremstilling af nye møbler, der produceres i større antal, og du udvikler skitser og tredimensionelle modeller, som viser møblets form, funktion og udseende.
Derudover afprøver du nye bæredygtige materialer og anvender computerstøttede designværktøjer (CAD-programmer) til at designe møblers form og betræk. I arbejdet benytter du både hånd- og el-værktøj.
Møbelpolstrer med speciale i traditionel polstring
Som møbelpolstrer med speciale i traditionel polstring arbejder du med design og individuel boligindretning, hvor du rådgiver kunder om valg af stoffer, materialer og steltyper. Du opbygger møblernes polstring individuelt og tilpasser mål, vinkler og hårdhed efter kundens ønsker og behov.
Du kan også udvikle nye møbelmodeller ud fra tegninger i samarbejde med møbeldesignere samt restaurere og bevare ældre møbler med respekt for deres stil og historie. I arbejdet anvender du både hånd- og el-værktøj, ligesom du arbejder med computerstøttede designværktøjer (CAD-programmer) til at designe møblers form og betræk.