Analyse af efteruddannelsesbehov for busmekanikere

Projektets formål

Formålet med analysen er at undersøge behovet for specifikke AMU-kurser til mekanikere, der servicerer/reparerer busser. Busserne har gennem de senere år gennemgået en teknologisk udvikling med indførelse af række nye teknologier og sikkerhedskrav. Der er kommet flere avancerede og komplekse motorstyrings-, komfort- og sikkerhedssystemer i busserne. Flere busser kører fx i dag med klimaanlæg med over 2,5 kg fyldmiddel, avancerede dørlukningssystemer, komplekse sikkerhedssystemer og elektronisk udstyr, fx signaltavler.

Skærpede EU miljøkrav (EU–norm) og øget fokus på reducering af emissioner fra køretøjer medfører en gradvis introduktion af en række nye moderne busser fremdrevet af alternative drivmidler i form af HVO, gas (CNG/LNG), brint og el.

De nye teknologier og sikkerhedskrav medfører, at det er vanskeligere for mekanikeren at fejlfinde på materiellet, foruden kravet til mekanikeren om eftermontering og justering af elektronisk udstyr i busserne fx LED-skilte.

Hvad undersøges
Da området er i vækst, ønsker Metalindustriens Uddannelsesudvalg, med udgangspunkt i FKB 2276 Køretøjsområdet, at:

  • kortlægge hvilke kompetencekrav, der er for mekanikere, der servicerer/reparerer busser
  • analysere behovet for efteruddannelse af lastvognsmekanikere
  • udarbejde forslag til titler og indhold i nye AMU-mål for området på baggrund af analysen
  • udarbejde forslag til struktur for AMU-målene samt beskrivelse af de tilhørende arbejdsmarkedsrelevante kompetencer (TAK)

Projektet forventes at gå i gang fra juni til november 2019. Anders Hiort Hansen er kontaktperson for projektet.