Montageoperatør
24 marts 2025

Ny analyse: AMU og erhvervsuddannelser leverer Power-to-X kompetencer

Power-to-X er blandt de prioriterede løsninger i Danmarks grønne omstilling. Den nye teknologi kræver særlige kompetencer, der bredt set kan opnås ved eksisterende AMU-kurser og erhvervsuddannelser. Det viser en ny analyse, som DI og 3F Industri har fået lavet.

Power-to-X teknologien (PtX) skal sikre, at den grønne strøm fra fx vindmøller kan omdannes til CO2-neutrale brændstoffer. PtX er dermed blandt de løsninger, som skal understøtte Danmarks grønne mål, og der er fra politisk hold udviklet en PtX-strategi, som skal understøtte udviklingen af teknologien i Danmark.

 

Power-to-X er en ny og vigtig branche i Danmark. Det er helt afgørende, at den ikke bliver bremset af mangel på de rette kompetencer
Christine Bernt Henriksen, næstformand for Industriens Fællesudvalg

 

 Analyse kortlægger kompetencebehovet

For at kunne udnytte teknologien er det afgørende, at de rette kompetencer er til rådighed for de virksomheder, faglærte og ufaglærte medarbejdere, der arbejder med PtX.

3F Industri og DI har derfor i Industriens Fællesudvalg gennemført en omfattende analyse for at afdække kompetencebehovet i branchen. Formålet med analysen har været at kortlægge, i hvilket omfang kompetencebehovet allerede er dækket af eksisterende AMU-kurser og erhvervsuddannelser, og i hvilket omfang der er behov for at udvikle eller revidere kurser og uddannelser.

- Power-to-X er en ny og vigtig branche i Danmark. Det er helt afgørende, at den ikke bliver bremset af mangel på de rette kompetencer, og det er baggrunden for, at vi har udarbejdet denne analyse. Vi har bl.a. gennemført dybdegående interviews med en række forskellige virksomheder for at være sikre på, at vi kommer hele vejen rundt og får øje på alle de kompetencer, som PtX-virksomheder har brug for, fortæller Christine Bernt Henriksen, chefkonsulent i DI og næstformand i Industriens Fællesudvalg.

Det er toneangivende virksomheder inden for alle dele af PtX-værdikæden, der har stillet sig til rådighed for analysen

Læs hele analysen her

De fleste kompetencebehov dækkes af AMU og faglærte

Blandt analysen hovedkonklusioner er:

  • Blandt faglærte og ufaglærte identificerer analysen i alt syv såkaldte jobprofiler inden for hhv. udvikling og drift af PtX storskalaanlæg, fremstilling af elektrolyse samt fremstilling af dele til elektrolyseanlæg.
  • De fleste af de kompetencebehov, der knytter sig til de syv jobprofiler, kan opnås via eksisterende AMU-kurser, evt. som opkvalificering til personer der allerede er uddannet fx industrioperatører, procesoperatører eller montageoperatører.
  • Kompetencer inden for materialelære, optimering af processer ved hjælp af automatisering og planlægning og udførsel af montage af elektrolyseanlæg kan ikke umiddelbart dækkes af eksisterende AMU-kurser eller erhvervsuddannelser.

- Vi er glade for at konstatere, at produktionsmedarbejdere, som allerede er beskæftiget i eller kommer til at arbejde i PtX-branchen, langt hen ad vejen kan opnå de rette kompetencer med de AMU-kurser og erhvervsuddannelser, vi allerede har udviklet i Industriens Fællesudvalg. Det vidner om, at vores fokus på denne branche sikrer, at der er relevante uddannelsestilbud, når branchen for alvor begynder at rykke og skal ansætte flere medarbejdere, lyder det fra Pia Maul Andersen, næstformand for 3F Industri og formand for Industriens Fællesudvalg. Hun fortsætter:

- Næste skridt for os er tage fat på de kompetenceområder, som lige nu ikke er uddannelsesdækket, og få udviklet de AMU-kurser der er brug for.

De AMU-kurser som er relevante for virksomheder og medarbejdere i PtX-branchen, er fx:

21731 Grøn Energi & Produktion, PtX (10 dage)

21701 Energi og produktion, Elektrificering (10 dage)

48756 Safety Passport – industri og procesanlæg (2 dage)

47995 Aujourføring L-AUS/AUS for operatører i el-forsyning (1 dag)

49864 Operatørarbejde på elforsyningsanlæg (5 dage)

49903 Måleteknik og instrumenter i elforsyningsanlæg (5 dage)

49543 ATEX – for operatører i procesindustri (1 dag)

45939 Driftsoptimering af produktionsflow/procesflow (5 dage)

40571 Operatør vedligehold, flydende stoffer/gasser (5 dage)

Om power-to-X

Power-to-X (PtX) er en benævnelse, der dækker over en række teknologier, som alle tager udgangspunkt i, at grøn strøm udnyttes til at fremstille et kemisk produkt. Ved PtX-teknologien kan den grønne strøm omdannes til flydende, CO2-neutrale brændstoffer, som, i modsætning til strømmen, kan lagres let og forholdsvis billigt. Samtidig kan de nye brændstoffer bruges på samme måde som fossile brændstoffer og dermed også anvendes som alternative CO2 neutrale drivmidler til fx tung transport og energiintensive industrier.

Kontakt os gerne og hør nærmere

Louise Heiberg Lund

Sekretariatschef

Telefon

33 77 91 83

Mobil

42 57 12 57

E-mail

lhl@iu.dk

Christina Stougaard Hansen

Chefkonsulent

Telefon

33 77 91 32

Mobil

22 48 60 06

E-mail

csh@iu.dk