Claus Verner Weitz Pedersen 1 1325X600 Acf Cropped
04 februar 2021

Innovativ faglærer har succes med alternativ praksisundervisning

Praktiske øvelser i et elværksted er svære at afvikle, når eleverne ikke må være på erhvervsskolen. Det har faglærer Claus Verner Weits Pedersen fra EUC Lillebælt fundet en løsning på.

Udstyret med kamera og headset er faglærer Claus Verner Weits Pedersen elevernes øjne, øre og hænder i elværkstedet. Sådan er det ikke normalt, men forlængelsen af corona-restriktionerne satte skub i faglærerens idé om at afvikle praktiske øvelser på alternative måder. Til daglig arbejder Claus Verner Weits Pedersen som underviser i elteori og automatik på EUC Lillebælts procesoperatør- og industrioperatøruddannelser.

Før corona brød ud bestod Claus Verner Weits Pedersens undervisning primært af praktiske øvelser som fx fejlfindingsøvelser på automatiktavler. Det er øvelser, hvor eleverne skal måle sig frem til en fejl, der senere skal løses, og de foregår normalt på fysiske automatiktavler i små aflukker på to gange to meter.

Skaber givende diskussioner

Da eleverne ikke må være fysisk til stede, må Claus Verner Weits Pedersen i stedet agere elevernes øjne, øre og hænder. Inddelt i grupper diskuterer eleverne fejlen, og i samarbejde planlægger de, hvor der skal foretages målinger for at lokalisere fejlen. Når de mener at have lokaliseret den, kontakter de Claus Verner Weits Pedersen, som efterprøver gruppens forslag og dokumenterer resultatet med kameraet. Tager eleverne fejl, må de tilbage til gruppediskussionen og planlægningsarbejdet. På den måde kan eleverne gennemføre de nødvendige praktiske automatiktavleøvelser uden at være fysisk til stede.

Metoden har vist sig at være en succes, fortæller Claus Verner Weits Pedersen, der også peger på, at eleverne ikke længere har problemer med at se og opleve, hvad der foregår på tavlen, fordi de ikke skal stå op til tre personer i ét aflukke. Han oplever desuden, at metoden skaber givende diskussioner og fremmer samarbejdet mellem eleverne. 

Det har dog været nødvendigt at tilpasse undervisningsmetoden undervejs. Claus Verner Weits Pedersen startede bl.a. med at have et kamera monteret på maven, men det viste sig at skabe for mange rystelser i billedet. Han gik derfor over til et fastmonteret kamera i elskabet. Der er stadig nogle udfordringer, som endnu ikke er løst, fortæller han. 

- Der er både for og i imod. Der er nogle, der synes, det er svært, fordi de gerne vil have tingene i hånden. Man lærer på forskellige måder. Det er heller ikke det hele, der kommer med på kameraet, de kan fx ikke se alle bevægelserne inde i kassen, og lydene kommer heller ikke 100 pct. igennem, og så skal jeg jo fortælle om dem i stedet for, fortæller Claus Verner Weits Pedersen.

Alt kræver mere forberedelsestid under corona

Er den virtuelle undervisning så mere tidskrævende?

- Alt i den her Corona-tid kræver mere forberedelsestid, og derfor er vi nødt til hele tiden være foran, siger Claus Verner Weits Pedersen, som dog forestiller sig at fortsætte med at bruge videofejlfinding som et supplement til den almindelige undervisning, når erhvervsskolerne åbner op igen. Samtidig vil han blive ved med at udvikle idéen for at indfri dens fulde potentiale, fortæller han. 

Kilde og billede: EUC Lillebælt.