Sander HM
06 oktober 2022

Industritekniker skal dyste mod andre ligesindede fra hele verden til WorldSkills 2022 i Tyskland

Sander Hem Münchow er udpeget til at deltage til WorldSkills 2022. Sander er udlært industritekniker og skal vise sin tekniske snilde og rolige sind, når han skal konkurrere mod de bedste industriteknikere fra hele verden i næste uge. Sander har tidligere vundet DM i Skills samt modtaget ML-Prisen og forhåbentlig bliver en sejr i Tyskland kronen på værket.

Vi fanger Sander over en telefonforbindelse, mens Sander er ved at foretage de sidste forberedelser inden afrejse til Tyskland. I telefonen fornemmer vi en spændt Sander, som endelig kan få lov til at dyste på internationalt niveau.

Sander skulle oprindeligt have deltaget til EuroSkills i Østrig i 2020, men det satte covid-19-epidimien en stopper for. Sanders potentiale er dog kæmpestort, hvorfor Metalindustriens Uddannelsesudvalg har udpeget Sander til at konkurrere mod de allerbedste industriteknikere fra hele verden til WorldSkills 2022 i Shanghai. Covid-19-spøgelset huserer dog stadigvæk i Shanghai, da store dele af Shanghai fortsat er lukket ned. Derfor har arrangørerne bag WorldSkills besluttet, at konkurrencerne nu bliver udkæmpet i forskellige lande i hele verden – for Sanders vedkommende er det i Tyskland i næste uge.

Navn: Sander Hem Münchow

Alder: 21 år

Uddannelse: Industritekniker

Virksomhed: Nymann Teknik

Konkurrence ved WorldSkills: CNC Turning (CNC drejning)

Hvad går dit fag ud på?

Mit fag går ud på at programmere en maskine, så den gør, hvad jeg beder den om. Formålet er at få lavet det produkt, som virksomheden har fået en ordre på. Det kunne fx være tandhjul til motionscykler, som skal stå på NASAs rumstation, som jeg har været med til at bygge i den virksomhed, hvor jeg arbejder.

Hvorfor valgte du lige industritekniker?

Som industritekniker skal man være god til matematik, IT og have teknisk snilde – derfor var det et helt perfekt match for mig at tage uddannelsen som industritekniker, da jeg netop er dygtig til de to ting og har teknisk snilde. Desuden var jeg skoletræt i slutningen af grundskolen, så da jeg hørte, at en fra min kammerat fars virksomhed, Nymann Teknik, manglede en industriteknikerlærling, skyndte jeg mig at søge jobbet. Heldigvis kunne de godt bruge mig - og det er også dem, jeg arbejder for i dag.

Hvad er det bedste ved dit fag?

Det er at gå fra at have en klump jern til et færdigt produkt. Samtidig er det bare fedt at vide, hvad tingene er til. Som industritekniker får jeg mulighed for at opleve dem i virkeligheden. Jeg kan se, at jeg gør en forskel. Det sjoveste produkt, jeg har lavet, er nogle tandhjul, som flyver oppe i rummet. Det er tandhjul til NASAs rumstation, som bliver brugt i nogle motionscykler.

Hvordan tror du, at din sejr til DM i Skills kan være til gavn, når du skal dyste på internationalt niveau?

Jeg kan bruge de samme taktikker, jeg brugte til DM i Skills. Samtidig er mit kendetegn, at jeg er meget rolig. Jeg vil ikke forhaste noget – heller ikke når jeg står i en konkurrencesituation.

Hvorfor tror du, at du er blevet så god til dit fag, at du nu skal dyste til WorldSkills?

Til DM i Skills fik jeg meget ros for at være ekstrem rolig hele vejen igennem. Jeg flyver ikke rundt og haster opgaverne igennem. Jeg er god til at bevare overblikket, også selvom jeg står i presset situationer. Jeg tænker, at det næsten må være derfor, at jeg skal repræsentere Danmark til WorldSkills 2022.

Hvordan har du forberedt dig og trænet?

Jeg har brugt en masse lørdage på mit arbejde (Nymann Teknik) i at træne på nogle opgaver, som minder om dem, vi skal konkurrere i dernede. Jeg har fundet opgaver, som der tidligere har været til CNC-Turning-konkurrencen til WorldSkills. Derudover har jeg haft fem dages fri, hvor jeg har været oppe på skolen (TECHCOLLEGE) og trænet. Det var den skole, jeg gik på, mens jeg var i lære.

Hvordan har du formået at bevare entusiasmen efter flere coronaaflysninger?

Det har været lidt svært at bevare entusiasmen, da jeg først skulle have deltaget til EuroSkills i Østrig i 2020, men som blev udskudt flere gange. Så det har været lidt med blandet følelser, men nu er jeg glad for, at jeg skal være med til WorldSkills 2022 i Tyskland.

Er du nervøs?

Jeg er lidt mere nervøs, end jeg var til DM i Skills. Det er lidt større til WorldSkills, og det bliver en hårdere konkurrence, men jeg glæder mig.

Hvad glæder du dig særlig til CNC Turning-konkurrencen?

Jeg ser frem til at prøve kræfter med nogle endnu sværere opgaver, end jeg har lavet hidtil. Det er spændende at kunne måle sig med de andre deltagere fra andre lande og se, hvor gode de er.

Danmark har deltagere med til flere konkurrencer

Sander er ikke alene om at vise Dannebrogs farver til WorldSkills 2022. Danmark har også deltagere med til konkurrencerne for bl.a. karrosseritekniker og entreprenørmaskinmekaniker.

Kontakt os gerne og hør nærmere

Henning Michelsen Hansen

Uddannelseskonsulent

Telefon

33 77 91 72

Mobil

51 37 80 62

E-mail

hh@iu.dk