Design Uden Navn (41)
28. jul 2022

Tucos grønne både designes med hjælp fra elever

Hos skibsværftet Tuco spiller elever og lærlinge en afgørende rolle i virksomhedens grønne omstilling. En af dem er eleven Victor, han er teknisk designer, og han er bl.a. med til at tegne masten til Aalborg Kommunes kommende elfærge.

Der er mange fordele ved at ansætte elever eller lærlinge i sin virksomhed. Det er fx ekstra arbejdskraft og er en fremtidsinvestering. Men en af de mindre kendte fordele ved at have en lærling eller elev er deres hjælp til virksomhedens grønne omstilling. De kommer med nye idéer, løsninger og viden om fx alternativt brændstof eller genanvendelse.

Victor Beyer Heise er elev som teknisk designer hos det fynske skibsværft Tuco. Tuco laver bl.a. arbejdsbåde, redningsbåde og de små, blå GoBoats, kendt fra Københavns Havn. Victor er med til at tegne og designe de dele, som i sidste ende bliver til Tucos både. Han mener selv, at han til trods for sine 18 år kan hjælpe med at forbedre bådene:

- Jeg er som elev med til at komme med nye perspektiver og idéer til, hvordan vi kan gøre ting anderledes. Jeg interesserer mig fx for at researche teknologien inden for motorer, konstruktioner og fremtidig teknologi. Den viden kan jeg bruge hos Tuco.

Fremtidens faglærte

Fremtiden kræver ikke kun en bæredygtig industri, det kræver også, at elever og lærlinge arbejder med deres fag på nye grønnere måder. Mange af industriens fag er allerede ved at udvikle sig med den grønne omstilling, da der i stigende grad er fokus på alt fra genanvendelse, lean til elektrificering.

Fremtidens faglærte er gode til at tænke i kreative løsninger.
Victor Beyer Heise

Victor har selv et bud på, hvad fremtidens faglærte kan.

- Fremtidens faglærte er gode til at tænke i kreative løsninger. For i fremtiden er det ikke os, der laver alt fra a til z, det gør computerne i højere grad, fortæller han og kommer med et eksempel.

- Jeg tror, at det meste af tegningen, når vi fx laver master til skibe, bliver overladt til computeren, hvorimod selve designet bliver op til den tekniske designer. Vi skal som tekniske designere både sørge for udseendet, og at masten til skibet bliver bedre og mere bæredygtig.


Foto: Privat
Victor Beyer Heise er teknisk designelev hos Tuco.

Hvordan gør Tuco bådene mere bæredygtige?

Tucos både er i forvejen en del af den grønne omstilling. De er lavet med en speciel teknik – også kaldet foilingteknik. Foilingteknik går ud på, at der på en båd laves nogle specielle finner, der hedder hydrofoils. Finnerne får båden til at løfte sig flere centimeter over vandet, så det ligner, at den svæver. Båden vil derfor virke mindre tung.

Den grønne omstilling er en naturlig del af arbejdet. Fx er vi lige nu ved at bygge en elfærge til Aalborg
Victor Beyer Heise

De lettere svævende både bruger mindre brændstof, fordi de møder mindre vandmodstand, hvilket også betyder, at de udleder mindre CO2.

- Vi har et samarbejde med et firma i Irland, som laver de her hydrofoils, altså nogle finner som skubber bådene helt op ad vandet, forklarer Victor.

Men det er ikke det eneste, som gør Tucos både mere bæredygtige.

- Vi er også i gang med at udvikle Air Supported Vessel (ASV). Det er en anden måde bådene kommer længere op over vandet på, fordi ASV laver et tryk under bådene, som løfter dem yderligere op, siger han.

Men for Victor er arbejdet med den grønne omstilling nu blevet hverdag, da det indgår i alt, hvad han laver som elev på bådværftet.

- Det er en naturlig del af arbejdet. Fx er vi lige nu ved at bygge en elfærge til Aalborg Kommune. Vi indtænker jo den grønne omstilling, fordi vi nu arbejder med el, forklarer han.


Foto: Tuco
Den grønne elfærge til Aalborg Kommune.

Kontakt os gerne og hør nærmere

Karen Hornbæk Svendsen

Uddannelseskonsulent

Telefon

33 77 91 50

Mobil

29 81 63 50

E-mail

khs@iu.dk