Uge 19 Stigning I Amu1
11 maj 2023

Grønne kurser trækker industriens AMU-tal op

AMU-statistikken for 2022 er landet, og den viser fremgang på industriens område. Både IFs og MIs område ser det højeste aktivitetsniveau i flere år. Det er bl.a. kurser i den grønne omstilling, der driver udviklingen.

Langt flere har været på industriens AMU-kurser i 2022 end i 2021. Det tegner den dugfriske statistik fra 2022, som netop er landet, et meget tydeligt billede af.

På Industriens Fællesudvalgs (IF) område har der været 40.200 kursusdeltagere i 2022. Det er en stigning på 37 pct. siden 2021, hvor der var 29.400.

Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI) har også oplevet en stigning. Antallet af kursusdeltagere er steget fra 12.100 i 2021 til 14.800 i 2022, hvilket svarer til en stigning på 22 pct.

Flot aktivitet på nye kurser i grøn omstilling

På IFs område var der på kurset Bæredygtig produktion 729 deltagere i 2022 mod 407 året før. Det svarer til en stigning på 79 pct.

Det helt nyudviklede kursus Medspiller til grøn omstilling i produktionen fik en flot debut med en kursusaktivitet på 188 deltagere i 2022.

Aktiviteten på begge kurser vidner om behovet for og efterspørgslen på kurser, der klæder medarbejdere i industrien på til den grønne omstilling.

På IFs område er der desuden markante stigninger i aktiviteten på kurser, der indgår i lean-kørekortet. Det drejer sig bl.a. i disse kurser:

Kommunikations i Teams: 1378 kursusdeltagere i 2022 mod 548 året før.

Anvendelsen af 5S-modellen for operatører: 1831 kursusdeltagere i 2022 mod 527 året før. 

Lean-kompetencer bliver bl.a brugt til at reducere spild og energioptimere som en del af den grønne omstilling.

Tydeligt behov for kompetencer til elbiler

På MIs område er der især vækst i aktiviteten på kurser, der kredser om elbiler, batteriteknologi og varmepumper. Det viser med al tydelighed, at der er brug for kurser til at klæde mekanikere på til at reparere eldrevne køretøjer. Det er bl.a. disse kurser der oplever stigning i aktivitet:

Eldrevne/hybride køretøjer, opbygning og service: 1202 deltagere i 2022 mod 724 året før. 

Højvolt-batteriteknologi i El-Hybride køretøjer: 227 deltagere i 2022 mod 69 året før. 

Varmepumpeteknologi på El-hybride køretøjer: 166 deltagere i 2022 mod 14 året før.

Kontakt os gerne og hør nærmere

Martin Liebing Madsen

Sekretariatschef

Telefon

33 77 91 41

Mobil

21 21 88 16

E-mail

mlm@iu.dk

Anja Ougaard

Sekretariatschef

Telefon

33 77 91 03

Mobil

41 32 46 97

E-mail

ano@iu.dk