Industriens Landshold
10 september 2023

Industrien tager tre medaljer med hjem fra EuroSkills 2023

Efter tre intense konkurrencedage til EuroSkills i den polske by Gdansk blev de danske deltagere lørdag aften præmieret for deres indsats med flere medaljer. Det blev til en af sølv, en af bronze og en Medallion for Excellence.

Industriens fag klarede sig forrygende godt til EuroSkills, der sluttede lørdag aften med en stor ceremoni på Polsat Plus Arena i Gdansk.

Industriens Uddannelser havde fem deltagere med og af dem udmærkede tre af dem sig. Således fik personvognsmekaniker Jeppe Præstiin Mikkelsen en delt sølvmedalje, karrosseritekniker Michael Bolvig Hansen fik en bronzemedajle, og landbrugsmaskinmekaniker Birgitte Brunsgaard Jacobsen endte på en femteplads og scorede over 700 point i den samlede bedømmelse, hvilket betød at hun fik en Medallion for Excellence.

Danmark er med i den international elite

De flotte resultater for industriens deltagere vækker begejstring hos både Dansk Metal og DI.

- Vi er både glade og stolte over, at det lykkedes industriens deltagere at vinde medaljer ved EuroSkills. Det viser, at når man tager en erhvervsuddannelse i Danmark, så hører man til i den internationale elite, og at en erhvervsuddannelse er fuld af muligheder – i Danmark såvel som i verden, siger Kasper Palm, næstformand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg, og forbundssekretær i Dansk Metal.

- På en dag som i dag er der ingen grænser for, hvor stolte vi er af vores virksomheders og erhvervsskolers uddannelse af dygtige faglærte. Det er et flot resultat, vores unge deltagere har leveret. Et lille land som Danmark har en stor faglært talentmasse, og det har dagens resultater sat en tyk streg under, lyder det fra Signe Tychsen Philip, formand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg og underdirektør i DI.

Danmark er værter ved EuroSkills 2025

Det er i år ottende gang, at EuroSkills afholdes, og konkurrencen er den største i Europa indenfor erhvervsuddannelser. Når der næste gang er EuroSkills i 2025, er det Danmark og MCH Messecenter Herning, der er værter.

Kontakt os gerne og hør nærmere

Sine Neuchs Thomsen

Chefkonsulent

Telefon

33 77 91 33

Mobil

22 87 83 51

E-mail

st@iu.dk