Virtuelt kontrolrum klæder procesoperatørerne på til fremtiden
10 marts 2023

Virtuelt kontrolrum klæder procesoperatørerne på til fremtiden

Industriens Uddannelser og Videnscenter Procesteknologi har fået en bevilling fra Novo Nordisk Fonden. Pengene skal bruges til at styrke procesoperatørlærlingenes kompetencer i produktionen vha. et virtuelt kontrolrum.

Industriens Uddannelser og Videnscenter Procesteknologi har fået 1,9 mio. kr. i en bevilling fra Novo Nordisk Fonden. Pengene skal bruges til at udvikle et virtuelt kontrolrum, hvor procesoperatørlærlingene hjemmefra kan teste deres kompetencer af i forskellige oplæringssituationer.

Det virtuelle kontrolrum giver gode muligheder for at teste teoretisk viden af i praksis og vil synliggøre en række produktionsprocesser, som ellers er usynlige og abstrakte. Procesoperatørlærlingene kan stå i et lokale på skolen eller i deres køkken og prøve kræfter med produktionsprocesser, som ellers ville foregå ude på lærepladsen. Samtidig kan de få et indblik i de usynlige processer, som ellers ikke er tilgængelige i den virkelige verden. Målet er, at lærlingene skal tilgå det virtuelle udstyr online via en computer eller tablet.

Industriens Uddannelser og Videnscenter Procesteknologi er meget tilfredse med bevillingen, som også kan være med til at sikre, at der ikke sker ulykker.

- Det vil være muligt at ”åbne” udstyret op og observere processen, som kan være kemisk, fysisk eller biologisk på en måde, der ikke er mulig, på det rigtige udstyr, uden der opstår fare for skader på personer, udstyr, eller produkt, fortæller Karen Juul Thomsen, uddannelseskonsulent i Industriens Uddannelser.

Andre faggrupper kan også få glæde af udstyret

Det virtuelle udstyr egner sig endda også godt til andre faggrupper, som har deres daglige gang i produktionsmiljøet. Dermed kan en lang række faggrupper; smede-, automatiktekniker- og elektrikerlærlinge også få glæde af udstyret.

- Målsætningen for projektet er, at faggrupperne skal kunne arbejde på tværs af ansvarsområder i det virtuelle kontrolrum. Med andre ord skal det være muligt for procesoperatøren at gå i gang med at løse en opgave i det virtuelle kontrolrum, men undervejs få hjælp af en smed, så opgaven kan afsluttes, som hvis det foregik i virkeligheden, fortæller Karen Juul Thomsen, uddannelseskonsulent i Industriens Uddannelser.

Kontakt os gerne og hør nærmere

Karen Juul Thomsen

Uddannelseskonsulent

Telefon

33 77 91 71

Mobil

22 93 29 98

E-mail

kjt@iu.dk