Rybners Bygning Logo
01 februar 2025

AMU-kursus i AI-baserede værktøjer fylder 1 år – nu har 80 kursister været igennem kurset

I begyndelsen af 2024 lancerede Industriens Fællesudvalg det nyudviklede AMU-kursus Grundlæggende AI-baserede værktøjer i industrien. Her et år efter har lidt over 80 kursister på landsplan været igennem kurset, og noget tyder på, at kurset er med til at skubbe gang i øvrig AMU-aktivitet for de medarbejdere, der tager kurset.

Rybners i Esbjerg er en af de skoler, der har udbudt kurset og haft kursister igennem AMU-kurset i AI-baserede værktøjer i industrien, der har eksisteret i godt et år.

Ifølge Rybners forhenværende vicedirektør for arbejdsmarkedspolitik og udvikling Martin Svane, der har fået lov til at udtale sig om Rybners’ erfaringer med kurset, selvom han er startet i et nyt job, er der en tydelig sammenhæng mellem brugen af AI-kurset og så de øvrige kurser, som Rybners udbyder inden for grundlæggende it.

- AI-kurset har for flere virksomheder været med til at kickstarte interessen for mere efteruddannelse. For nogle har det åbnet øjnene for, at der var brug for flere it-færdigheder, og for andre har det åbnet døren til en verden af efteruddannelse, fortæller Martin Svane.

Og derudover er det tydeligt, at interessen for AI i industrien er voksende:

- Behovet for viden om AI har rykket sig fra direktørgangene og ud ”på gulvet”. Vores oplevelse på Rybners er, at de timeansatte ude på virksomhederne har enormt stor gavn af AI-kurset og af AMU-kurser generelt inden for it og digitalisering, tilføjer Martin Svane.

Virksomhed ser spændende perspektiver i kunstig intelligens

Virksomheden DNP havde sidste år 35 produktionsmedarbejdere igennem et længere AMU-forløb, som også inkluderede kurset i grundlæggende AI-baserede værktøjer i industrien. Og det var en øjenåbner for medarbejderne, fortæller Henrik Hansen, der er production manager hos DNP.

- Perspektiverne i kunstig intelligens i vores virksomhed er sindssygt spændende. Vi bruger en del tid på at finde fejl manuelt, og der er et stort potentiale i at få hjælp til at finde de fejl hurtigere, siger Henrik Hansen og tilføjer:

- Som virksomhed er vi der ikke endnu, men det var bestemt en øjenåbner for, hvilke muligheder der er i fremtiden.

Virksomheden, der producerer folie til bl.a. litiumbatterier, har også brugt kursusforløbet fra sidste år som trædesten til at komme i gang med mere efteruddannelse. Konkret ser virksomheden på at planlægge et forløb senere i foråret, hvor der kommer en nedgang i ordrer.

- Vi vil gerne bygge videre på det, vi sluttede i april, så forløbet fra sidste år har absolut sat tankerne i gang om mere efteruddannelse, siger Henrik Hansen.

Bekræfter resultatet af sidste års analyse

Netop forbindelsen mellem AI og grundlæggende IT-kompetencer blev fremhævet i den analyse, der udkom i slutningen af 2024. I den forbindelse var både 3F, DI og Dansk Metal ude at påpege hvor vigtige de grundlæggende it-kompetencer er for at forløse det fulde potentiale, som AI bringer med sig.

Ifølge Martin Svane er det bl.a. nysgerrighed efter, hvordan AI kan integreres i produktionen, der driver virksomhederne til at få medarbejdernes AI-kompetencer skærpet.

- Særligt for operatøren har AI potentiale til at blive en værdifuld sparringspartner. Man kan spørge AI og få et kvalificeret svar, fx hvis man skal reparere et produkt, og man kan gøre det på telefonen, som alle har i lommen.  Det er en kultur mange gerne vil have ind i virksomhederne, fortæller Martin Svane, Rybners forhenværende vicedirektør for arbejdsmarkedspolitik og udvikling.