Elektronikoperatoer 2
04 november 2021

Flere ufaglærte skal være faglærte med ny trepartsindsats

Der er stort potentiale i at uddanne ufaglærte til faglærte. Med en ny opsøgende indsats, der er finansieret af trepartsmidler, sætter Industriens Fællesudvalg massivt fokus på at opkvalificere ufaglærte i industrien, der allerede er i arbejde.

Hvis man er ufaglært og ansat i industrien, giver en ny trepartsindsats nu mulighed for at blive faglært. Flere af industriens uddannelser henvender sig nemlig til medarbejdere, der allerede arbejder inden for branchen, og som ønsker at uddanne sig til faglært niveau.

Det gælder uddannelserne industrioperatør, plastmager, overfladebehandler, elektronikoperatør, produktions- og montageuddannelsen og forsyningsoperatør. Uddannelsen til procesoperatør indgår desuden også i indsatsen.

Uddannelser med meget lav ledighed

Ledigheden for færdiguddannede på disse uddannelser er meget lav. Der er altså efterspørgsel og arbejdsmarkedsmæssigt behov for, at der uddannes flere faglærte. 

Og det er netop årsagen til, at der nu iværksættes en opsøgende indsats rettet mod virksomheder, der har medarbejdere i målgruppen, og som benytter sig af en af de nævnte uddannelser.

Rådgivning og hjælp til virksomheder

Selve indsatsen består af rådgivning af virksomhederne. Industriens Fællesudvalg (IF) har ansat den erfarne Peder Spreckelsen til at varetage opgaven som den opsøgende konsulent. Sammen med de virksomheder, der viser interesse, vil han indlede et forløb, hvor virksomheden fx kan få hjælp til:

  • Afdækning af hvilke uddannelser, der kan være relevante
  • Ansøgning om godkendelse som lærested
  • Kontakt til relevante skoler
  • Strategisk kompetenceudvikling
  • Informationsarrangementer for medarbejdere på virksomheden

Virksomheder, der indgår i indsatsen, kan både være virksomheder, der allerede er godkendt til uddannelserne og virksomheder, som ikke er godkendt, og hvor en del af forløbet bliver at afklare, hvilke uddannelser de ønsker godkendelse til.

Ydermere bruges data fra Børne- og Undervisningsministeriet til at identificere, hvilke virksomheder, der er relevante at kontakte.  

Indsatsen blev skudt i gang 1. september 2021, og der er afsat godt en mio. kr. til indsatsen, der fortsætter frem til slutningen af 2022. 

Målet er at forankre arbejdet med uddannelse så bredt som muligt i virksomheden og sikre medarbejdernes opbakning til indsatsen. Derfor inddrages virksomhedens medarbejderrepræsentanter, så tidligt i processen som muligt.

Er du og din virksomhed interesseret i at høre mere, kan du kontakte chefkonsulent Peder Spreckelsen direkte på tlf. 33 77 91 57 eller pvs@iu.dk.

I alt har Industriens Fællesudvalg (IF) fået bevilget ca. 2,4 mio. kr. af trepartsmidlerne. Midlerne dækker over i alt fem indsatser, som vi beskriver på iu.dk i takt med, at de bliver søsat.

 

Kontakt os gerne og hør nærmere

Peder Spreckelsen

Chefkonsulent

Telefon

33 77 91 57

Mobil

31 37 28 94

E-mail

pvs@iu.dk