Hvem er vi?
Vi er en organisation med 90 engagerede og kompetente medarbejdere, der arbejder for at administrere, styrke og udvikle erhvervsuddannelser og arbejdsmarkedsuddannelser inden for industriens område.
Din rolle?
Som regnskabschef får du det overordnede ansvar for økonomifunktionen og ledelsen af et team på fem dygtige medarbejdere. Kerneopgaverne i rollen er:
- Rettidig og retvisende rapportering – både internt og eksternt
- Effektiv økonomi- og likviditetsstyring
- Kvalificeret økonomisk sparring til ledere og projektansvarlige.
Økonomifunktionen udarbejder regnskaber for 21 juridiske enheder ligesom vi har over 100 aktive projekter, der kræver økonomistyring. Du vil have hands-on opgaver og skal trives med at veksle mellem strategisk overblik og operationel indsats.
Vi arbejder med digitalisering og optimering af processer. Du får en central rolle i arbejdet med vores nye ERP-system (MS Dynamics 365 FO), og vi forventer, at du har stærke kompetencer inden for digitalisering, dataanvendelse og brugerrejser – uanset om brugeren er en bestyrelse, en kollega eller en ekstern partner.
Som en del af afdelingens teamledergruppe bidrager du til fælles udvikling og procesforbedringer på tværs af jura, administration, it, projekt, event og økonomi.
Som teamleder er du med til at øge vores samlede ledelsesmæssige båndbredde og skabe overskud til at lykkes i komplekse tider med mange opgaver. Vi forventer, at du har godt styr på dit ledelsesgrundlag og dine ledelsesværdier.
Du bliver en nærværende og tydelig leder for dit team, hvor du skaber rammerne for høj faglighed, god service og arbejdsglæde. Du har blik for både mennesker og resultater – og du formår at:
- Planlægge og prioritere
- Inspirere og motivere til udvikling og forandring
- Skabe struktur og retning i opgaveløsningen
- Fastholde et stærkt samarbejde – både internt og eksternt.
Du har et klart ledelsesgrundlag og arbejder bevidst med dine værdier som leder. Du ser det som en naturlig del af din rolle at være sparringspartner for både medarbejdere og ledere i organisationen.
Din profil
- Du har en relevant økonomisk uddannelse kombineret med en solid erhvervserfaring og talent for ledelsesopgaven
- Du lykkes, fordi du har en stil og personlighed, der skaber tillid og respekt hos både medarbejdere, ledere, samarbejdspartnere og de organisationer, du kommer til at arbejde for
- Du er skarp på både forandringsledelse, projektledelse, kommunikation og forhandling
- Du kan holde styr på detaljerne og mange komplekse opgaver, og du kan arbejde analytisk, evaluerende og kvalificerende med økonomistyring
- Du er god til at gribe en idé og kvalificere den – uanset om det handler om udvikling af en proces, en ny måde at præsentere data på eller udvikling af dit team
- Eksternt er du opsøgende og engageret i at skabe og opbygge værdifulde alliancer med de mange interessenter, vi arbejder for og sammen med.
Vi tilbyder
Hos Industriens Uddannelser bliver du en del af et stærkt netværk, hvor du får mulighed for at opbygge mange gode relationer til arbejdsmarkedets vigtigste parter. Vi har en mangfoldighed af opgaver og funktioner, som samlet sikrer, at vi udvikler og administrerer 43 erhvervsuddannelser og over 1.000 arbejdsmarkedsuddannelser på vegne af 11 faglige udvalg og fire efteruddannelsesudvalg. Vi administrerer fire kompetencefonde og håndterer over 100 projekter og kampagner på vegne af arbejdsmarkedets parter. Vi indgår i et værdifuldt driftsfællesskab med seks andre sekretariater.
Vi er en selvejende institution, der er stiftet af Dansk Industri, Dansk Metal og 3F Industri. Læs om os, vores vision, vores kerneopgaver og de mange organisationer, vi arbejder for her på iu.dk.
Vi tilbyder spændende og udfordrende arbejdsopgaver. Vi har et højt humør, og vi sætter pris på vores gode omdømme og høje arbejdsglæde. Vi tilbyder løn efter aftale, pensionsordning og personalegoder.
Du kan også følge os på vores SoMe-kanaler:
Din ansøgning
Send din ansøgning og CV senest mandag den 28. juli 2025 kl. 12.00 ved at klikke på ”Søg jobbet”.
Vi forventer at holde indledende samtaler i uge 31.
Spørgsmål om stillingen kan rettes til vores nuværende regnskabschef Emma Kronow Kelö på 22 20 29 62 eller afdelingschef Louise Sonne Dyreborg på 26 36 13 63.