I 2021 besluttede virksomheden Bladt Industries at lukke to tredjedele af forretningen, som siden grundlæggelsen i 1965 har været infrastruktur samt olie- og gasbranchen. Den grønne omstilling blev afgørende, og i dag producerer de fundamenter og substationer til havvindmølleparker.
Det var en svær beslutning, som måske var svær at forstå for nogle medarbejdere, fortæller CEO Anders Søe-Jensen.
- De er stolte af deres arbejde, og det var ikke let for dem, da de pludselig skulle flytte fokus. Men et halvt år senere kunne vi sige til medarbejderne ”nu har vi altså udsolgt til midten af 2025, og I har fast arbejde.” Det havde de ikke prøvet før, og det var fantastisk, siger Anders Søe Jensen.
Og det er måske et meget godt bevis for, at man som håndværker ikke skal frygte den grønne omstilling, for som Anders Søe-Jensen siger:
- Tværtimod er det netop håndværkerne, der gør den største forskel. Uanset hvordan vi vender og drejer det her, så er den grønne omstilling en industriel kraftanstrengelse. Vindmøllen kommer ikke uskyldsfri dalende ned fra himlen, og elbilen kommer ikke ud af en drøm. Det kræver nogle processer, som er både energitunge, og som kræver et håndværk. Det kræver, at der skal bores, svejses, støbes og skæres – og her er håndværkeren den afgørende faktor, siger Anders Søe-Jensen og tilføjer:
- Alle enderne mødes her, og de drenge - og forhåbentlig også snart flere piger - der står derude i vores produktion, kan være virkelig stolte af den indsats, de gør. Den grønne omstilling kræver faglig stolthed, og den kræver nogle mennesker, der kan deres metier.
Foto: Bladt Industries
Et stort plus at passe på miljøet
Hos Bladt Industriens har de både smede og industriteknikere ansat. En af dem er Dennis Boldt, der er udlært industritekniker og har været i virksomheden i otte år.
- Jeg er stolt over, at vi producerer til den grønne omstilling. På daglig basis er det dog ikke er det, der fylder mest i vores bevidsthed i produktionen. Vi havde kompetencerne, før den grønne omstilling for alvor blev et emne, og vi har dem fortsat, siger Dennis Boldt, og peger på, at glæden ved arbejdet og lysten til at dygtiggøre sig ikke nødvendigvis hænger sammen med den grønne omstilling:
- Processerne kan ændre sig, rørene bliver måske større, og stålet opfører sig anderledes, så du kan ikke hvile på laurbærrene. Men det nok også derfor jeg synes, at det er så fedt et arbejde. Det kræver noget af mig. Og så er det selvfølgelig et stort plus, at jeg er med til at passe på miljøet, siger han.
Grøn omstilling i sin smukkeste form
Bladt Industries producerer substationer og monopælfundamenter, og det er med CEO Anders Søe-Jensens ord ”Grøn omstilling i sin smukkeste form”.
- Jeg synes, der har været et enormt fokus på økologisk sødmælk og bæredygtigt babytøj, men det vi taler om her, er noget der flytter millioner af tons af CO2. Vi gør det, fordi vi tror, at det er rigtigt, og fordi vi tror på, at vi kan tiltrække nogle mennesker, der gerne vil den grønne omstilling
Overgangen fra sort til grøn industri har ifølge Anders Søe-Jensen ikke været den store omvæltning for de kompetencer, der er brug for på virksomheden.
- Kompetencerne er der allerede – du skal bare dreje dem det rigtige sted hen. Og så skal folk have den faglige stolthed med, i det de gør. Hvis jeg går ud og ser på smedene eksempelvis, så mener jeg ikke, at det har været nogen stor omvæltning. Det er et andet produkt, de begynder at producere, så det har krævet en anden instruktion, men kompetencemæssigt mener jeg, at det er det samme, siger Anders Søe-Jensen og tilføjer:
- Jeg uddanner jo ikke grønne smede. Jeg uddanner smede, der kommer til at producere på den mest grønne måde til en grøn omstilling.
Ambitioner om 45 lærlinge
Bladt Industries har for tiden 15 lærlinge, men målet er 45, og deri ligger også målet om at være en god og interessant læreplads med et formål.
- Vi er den grønne omstilling, og vi håber, at det også kan være med til at tiltrække både unge og voksenlærlinge.