Et af målene med Trepartsaftalen om flere lærepladser og entydigt ansvar er at få flere til at vælge erhvervsuddannelser. På den baggrund gennemførte Industriens Fællesudvalg en digital og husstandsomdelt kampagne i 2021-2022. Formålet med kampagnen var at få flere unge og voksne til at se fordelene ved at tage gå i gang med uddannelser som industrioperatør, procesoperatør, plastmager m.fl.
- For en stor del af vores uddannelse er det ikke manglende lærepladser, men derimod mangel på elever, som er den store udfordring. Det er helt afgørende for danske industrivirksomheder, at de har adgang til de nødvendige medarbejdere, hvis de skal levere på den grønne omstilling, og producere den medicin, fødevarer mm. som vi har brug for i Danmark og til eksport. Derfor er det vigtigt for os, at vi skaber så meget synlighed som muligt om de her uddannelser, lyder det fra formand for Industriens Fællesudvalg og chefkonsulent i DI Christine Bernt Henriksen.
Bygger videre på 15 mio. visninger
For at skabe mere synlighed om uddannelser som industrioperatør, plastmager og overfladebehandler gennemførte Industriens Fællesudvalg som et af deres trepartsprojekter i 2021 en landsdækkende digital kampagne med fokus på de mange muligheder en uddannelse i industrien giver. Den digitale kampagne blev suppleret med en hustandsomdelt flyer til udvalgte geografiske områder. Mens den digitale kampagne havde fokus på alle IF’s erhvervsuddannelser, var det industrioperatør og procesoperatør, som fik opmærksomheden i den husstandsomdelte flyer.
Kampagnens udtryk er overraskende og humoristisk, og det har givet gode resultater. I perioden 13.december 2021-16. januar 2022 fik kampagnebudskaberne mere end 15 mio. visninger på platforme som Snapchat, Instagram, Facebook og webbannere.
- Vi har valgt et kampagneudtryk med blikfang og humor i erkendelse af, at det kan være rigtig svært at indkapsle essensen af vores uddannelser med enkelte billeder. Dog supplerer vi det humoristiske med faktuelle oplysninger såsom uddannelsens længde og de gode jobmuligheder. Derved håber vi at skabe interesse blandt mange flere for at tage en uddannelse i industrien og få et efterfølgende meningsfuldt job, siger næstformand for Industriens Fællesudvalg og næstformand for 3F Industrigruppen Pia Maul Andersen.
Kampagnen videreføres i 2022-23 med samme visuelle udtryk og en husstandsomdeling i nye geografiske områder.
Callcenter giver kvalificeret hjælp
Som en del af kampagnen bliver der etableret et callcenter, som skal tage imod de henvendelser kampagnen skaber. Det er vejledere på erhvervsskolen EUC Lillebælt, der har påtaget sig callcenter opgaven. Vejlederne hjælper bl.a. personer videre til andre skoler, hvis uddannelsesønsket eller geografien betyder, at EUC Lillebælt ikke kan hjælpe den pågældende. I den første kampagne fik EUC Lillebælt næsten 50 henvendelser fra personer, der havde fattet interesse for kampagnens budskab.
Kampagnen er netop sat i gang.