Uge 31 Karrosseriændringer
03 august 2023

Fremtidens karrosseritekniker arbejder grønt og bæredygtigt

Der bliver i stigende grad brugt plast og aluminium til de biler, der produceres i dag. Det har givet anledning til revision af karrosseriteknikeruddannelsen, der med ændringerne også har fået et større fokus på bæredygtighed. Skadesfolk fra bilbranchen har deltaget i arbejdet med at udvikle uddannelsen.

Karrosseriteknikeruddannelsen er blevet opdateret og har fået et løft med øget fokus på bæredygtighed. For den grønne omstilling er for alvor nået både bilbranchen og karrosserifaget, hvor der kommer flere og flere opgaver med at reparere skadede dele på bilen frem for at udskifte dem med nye reservedele.

Samtidig er der kommet mere brug af lettere materialer til bilerne for at optimere energiforbruget. Aluminium og plast vinder frem, og fx bliver mange kofangere produceret i plast i dag.

Det stiller store krav til de nyuddannede karrosseriteknikere, der i dag skal være endnu dygtigere til at oprette skader i særligt aluminium og plast. De skal også være endnu dygtigere til at lave sammenføjninger i de nye materialer, som foregår med metoder som limning, nitning og alu-svejsning. Derfor er der afsat mere tid til de relevante kompetenceområder i den nyreviderede uddannelse.

Miljø og bæredygtighed fylder mere

- Vi ændrer karrosseriteknikeruddannelsen, så nyuddannede karrosseriteknikere har de bedste forudsætninger for at følge med de tendenser, vi ser i branchen. Nye materialer og grøn omstilling fylder allerede derude, så det er rigtigt at ændre uddannelsen nu, siger Erling Jensen, faglig sekretær i Dansk Metal.

Som noget nyt skal karrosseriteknikerlærlingene også have en bedre forståelse af den grønne omstilling og bæredygtighed i bilbranchen. Det handler fx om, hvordan valg af materialer, genanvendelse m.m. påvirker miljøet.

Alt sammen med formålet om, at kommende karrosseriteknikere kan understøtte den grønne omstilling i branchen.

- Karrosseriteknikerens forståelse for miljø og bæredygtighed bliver mere og mere essentiel i det daglige arbejde i takt med, at den grønne omstilling ruller med stigende hast i hele bilbranchen. Det er først og fremmest vigtigt ift. klimaet, men også for virksomhedens efterlevelse af de stigende krav fra myndigheder, kunder og samarbejdspartnere. Derfor giver det rigtig god mening, at den del fylder mere i karrosseriteknikeruddannelsen, fortæller Hanne Baunkjær, chefkonsulent i Bilbranchen i DI.

Materialeforståelse bliver en del af øvrige fag

Materialeforståelse- og valg har hidtil været et selvstændigt fag, men efter d. 1. august 2023 vil materialeforståelse indgå i de fag, hvor det er relevant. På den måde vil lærlingene fremover lære om materialernes egenskaber og muligheder, når de står og arbejder med materialet i en konkret opgave. Formålet er at understøtte mulighederne for at skabe mere praksisnære læreprocesser i undervisningen.

Ændringer på uddannelsen træder i kraft 1. august 2023.

Sikkerhed ved el-biler allerede en del af uddannelsen

Karrosseriteknikeruddannelsen blev også opdateret i 2021, hvor der blev indført læringsmål om arbejde og sikkerhed ved el- og hybridbiler.

Kontakt os gerne og hør nærmere

Merete Hende

Chefkonsulent

Telefon

33 77 91 64

Mobil

61 13 30 41

E-mail

mh@iu.dk