Navn: Jeppe Præstiin Mikkelsen
Uddannelse: Personvognsmekaniker
Skole: Skjern Tekniske Skole
Virksomhed: Protech Biler
Alder: 22 år
Foto: Jeppe Kirk
Hvad går dit fag ud på?
- Som personvognsmekaniker reparerer vi personbiler. Vi fejlfinder og laver service og arbejder med reparation af skader.
Hvorfor valgte du at blive personvognsmekaniker?
- Jeg har altid haft en interesse for motorer, teknik osv. Da jeg var yngre, fik jeg et par gamle ATV’er, som jeg rodede med. Senere blev det også til knallerter og motocrossere. Jeg syntes, det var fedt, så derfor begyndte jeg på uddannelsen som personvognsmekaniker.
Hvad er det bedste ved dit fag?
- Personvognsmekanikerfaget er et meget alsidigt fag, og bredden i uddannelsen gør den spændende. På uddannelsen arbejder vi med elektronik, mekanik og lærer om teorien bag det hele.
Hvorfor har du sagt ja til at dyste til EuroSkills?
- Jeg vandt DM i Skills i år, og det var stort. Der har ikke tidligere været en dansk personvognsmekaniker med til EuroSkills, så det lå ikke i kortene, at jeg skulle afsted. Men da chancen bød sig for at komme med, så tog jeg den.
Hvordan har din omgangskreds reageret?
- De er glade på mine vegne. Min familie, min arbejdsplads og to af mine kammerater skal med og heppe i Polen. Det er jeg rigtig glad for, selvom det også kan føles som et større pres. De var også med til DM i Skills, så dengang oplevede jeg de forventninger, de havde. Nu har vi lavet en aftale om, hvornår de kommer og hepper undervejs. Det glæder jeg mig til.
Jeg er meget spændt på at se, om jeg kan følge med. Jeg vil gerne komme så langt som muligt, helst i top tre.
Hvordan forbereder du dig?
- Min træner har givet mig nogle opgaver, som det er realistisk, at jeg møder til konkurrencen. Dem øver jeg mig på. Meget af forberedelsen går også på at læse op. Nogle gange sidder jeg efter arbejde og forbereder mig i fire til fem timer. Jeg er lidt af et konkurrencemenneske, som godt kan lide at nørde tingene.
Hvad glæder du dig særligt til i konkurrencen?
- Jeg glæder mig til at se, hvor langt jeg kan nå, hvor dygtige de andre er og hvilke opgaver, vi får. Jeg er meget spændt på at se, om jeg kan følge med. Jeg vil gerne komme så langt som muligt, helst i top tre. Nu har vi jo forberedt os en masse, så det er træls, hvis det ikke er nok.
Hvilke erfaringer kan du trække med fra din deltagelse i DM i Skills?
- Det er helt klar presset. Der er mange som står og kigger på en, så man skal være god til at holde fokus. Det gik op mig til DM i Skills, hvor vigtigt der er, at man kan stå for presset. For der er mange dygtige mekanikere, men ikke alle kan håndtere de intense opgaver samtidig med at andre ser med.
Foto: SkillsDenmark
Hvordan bidrager personvognsmekanikere til den grønne omstilling?
- I Danmark er vi generelt rigtig langt i forhold til at arbejde med elbiler. Vi har også fokus på, hvordan vi sorterer og bortskaffer de overskydende dele. Mekanikerfaget handler i bund og grund om at få biler til at leve længere, i stedet for at skrotte dem.
Foto: Privat