Tekniq engagerer sig aktivt i EuroSkills 2025 og betragter mesterskaberne som en vigtig investering i fremtidens arbejdsstyrke. Vi har spurgt Maria Schougaard Berntsen, hvorfor Tekniq prioriterer at bakke op om mesterskaberne, hvordan organisationen konkret støtter deltagerne – og hvilken forskel hun håber, EuroSkills kan gøre.
Hvorfor prioriterer Tekniq at bruge både tid og penge på smed- og industriteknikeruddannelserne på EuroSkills 2025?
Det gør vi, fordi det er en vigtig investering i fremtiden. Der bliver hårdt brug for flere uddannede smede og industriteknikere – ikke mindst til at gennemføre den grønne omstilling. Vi vil også gerne vise, hvilke fantastiske job- og karrieremuligheder, der er i de to fag, og hvad det er for en moderne branche, de er en del af. Det kan forhåbentlig lokke flere unge til uddannelserne, hvis de kan se, hvor fedt det er at arbejde som smed eller industritekniker, hvor meget avanceret teknologi, der er i det, og hvilken præcision og kvalitetsbevidsthed, det kræver.
Hvordan er I konkret med til at støtte deltagere, dommere og trænere i konkurrencerne for smede og industriteknikere?
Vi støtter de unge talenter både med tid og økonomi. De skal selv udfolde deres talent, men vi prøver at bane vejen for dem, så de ikke skal koncentrere sig om andet end deres faglighed. Et eksempel er en smedelærling, som netop har været med til WorldSkills og nu også skal med til EuroSkills, som vi blandt andet har støttet økonomisk med træningsture til udlandet. Sammen med uddannelsesstedet er vi også med til at udvikle en træningsplan, der har fokus på både den faglige og mentale træning, så han får de bedste muligheder for at yde alt, han kan. Samtidig har vi lagt en del kræfter i at hjælpe med ansøgning til fonde og løse de udfordringer, som helt naturligt opstår i forberedelsen til internationale konkurrencer.
Hvilken forskel håber I på, at EuroSkills 2025 kan gøre i forhold til henholdsvis smed- og industrikteknikeruddannelserne?
Vi håber på, at EuroSkills 2025 kan være med til at sætte fokus på, hvad det er for et liv, man har som faglært, hvilke jobmuligheder og karrieremuligheder det giver. Og at det kan trække de to fag ud af skyggen. Både industritekniker- og smedeuddannelsen kan sælge sig selv, så snart folk får øje på dem, fordi de er så nice. Men det kræver jo lige, at folk får øje på dem.
Vi ved, at man ofte ser en stigning i antallet af ansøgere til erhvervsuddannelserne i et lokalområde, hvor der har været afholdt DM i Skills. Og EuroSkills er jo DM på speed. Så vi forventer, det for alvor er med til at sætte erhvervsuddannelserne på landkortet. Der er ikke nogen, der forestiller sig, at en ung kan overskue 100 forskellige erhvervsuddannelser. Men hvis vi kan gå fra, at de kun har blik for 3-4 uddannelser, til at de måske har blik for 15 og får lyst til at researche mere på dem, så giver det forhåbentlig en anden diversitet i, hvad de vælger.