Ny analyse fra Metalindustriens erhvervsuddannelser viser, at nogle grupper af lærlinge har større tendens til at falde fra end andre. Frafaldet ses særligt hos lærlinge af minoritetskøn, hvilket ofte er piger/kvinder på de undersøgte uddannelser, lærlinge med lav score i de nationale trivselsundersøgelser, lærlinge i kategorien ”ikke-vestlige indvandrer”, og lærlinge, som har været optaget i skoleoplæring undervejs i deres uddannelse. Modsat viser analysen, at lærlinge, som har været på efterskole inden start på erhvervsuddannelsen, er mindre tilbøjelige til at falde fra end sammenlignelige unge, som kommer direkte fra grundskolen.
Analysens resultater skal understøtte det videre arbejde med trivsel og kvalitet
Metalindustriens Uddannelsesudvalg vil bruge rapportens resultater i det videre arbejde med at understøtte trivsel, kvalitet og gennemførelsen på uddannelserne. Udvalget har allerede igangsat en række frafaldsprojekter på udvalgte erhvervsskoler, og nye projekter igangsættes i efteråret 2022. Samtidig arbejder udvalget gennem projektet Boss Ladies med at understøtte diversiteten i uddannelsesmiljøerne på uddannelserne.
- For at kunne dække industriens behov for arbejdskraft og indfri ambitionerne i den grønne omstilling mangler vi dem. De faglærte. Den udfordring gør det endnu vigtigere at sikre, at flest muligt gennemfører deres erhvervsuddannelse, når de først er gået i gang, lyder det fra sekretariatschef for Metalindustriens Uddannelsesudvalg, Morten Ørnsholt.
Om analysen
Undersøgelsen bygger på 30 kvalitative interviews med frafaldstruede og frafaldne elever på udvalgets erhvervsuddannelse omhandlende årsagen til deres frafald, mistrivsel og oplevede forbedringsmuligheder, samt en registerbaseret frafalds- og forløbsanalyse baseret på registre fra Danmarks Statistik (DST) og Styrelsen for IT og Læring (STIL). Projektet er finansieret af midler fra Trepartsaftalen om flere lærepladser og entydigt ansvar fra november 2020.
Læs hele rapporten samt ledelsesresumé