DM I Skills 2022 Mads
22 marts 2022

Lastvognmekaniker Mads: - Det handler om at gøre sig umage

Industriens Uddannelser varmer op til DM i Skills i Høng med en stribe portrætter af industriens konkurrencedeltagere. Her fortæller de bl.a. hvorfor de valgte deres uddannelse, hvordan de forbereder sig til konkurrencen, og hvordan den grønne omstilling spiller ind i deres fag.

20-årige Mads Skou fra Hammershøj har aldrig været i tvivl om, at han vil være mekaniker. Både hans far, onkel og farfar er uddannede mekanikere, så branchen er langt fra ukendt. Mads valgte lastvognmekanikeruddannelsen på grund af de spændende opgaver og ansvaret, der er i arbejdet med de store køretøjer. I dag har han et halvt år tilbage på skolen på Syddansk Erhvervsskole og virksomheden Ejner Hessel, men inden da venter konkurrencen om at kunne kalde sig Danmarks bedste lastvognmekanikerlærling.

Navn: Mads Skou
Uddannelse: Lastvognsmekaniker
Skole: Syddansk Erhvervsskole
Virksomhed: Ejner Hessel A/S
Alder: 20

Hvad går dit fag ud på?

- Som lastvognmekaniker reparerer du kort fortalt lastbiler. I dialog med kunden finder og reparerer du fejl, foretager service og står for vedligehold.

Hvorfor valgte du at starte på uddannelsen?

- Jeg har altid vidst, at jeg ville være mekaniker, og så tiltalte lastvognmekaniker mig, fordi det hele bare er lidt større og heraf også større udfordringer. Og så er det et fag med gode lærepladsmuligheder. Jeg har været i lære samme sted, siden jeg startede, og det er godt.

Hvad er det bedste ved dit fag?

- Afhængig af, hvad man laver på bilerne, kan man både arbejde alene og sammen med andre. I min virksomhed er vi otte i afdelingen for lastvognsmekanikere. En god arbejdsdag for mig er, når jeg har gået på en bil igennem en længere periode og skruet og justeret, og så en dag så spiller den bare. Det er fedt.

Hvorfor tror du, at du er blevet så godt til dit fag, at du nu dyster om at kunne kalde dig Danmarks bedste?

- Fordi jeg gerne vil gøre det godt. Jeg gider ikke gøre noget halvt. Det handler om at gøre sig umage. Det er den måde, du bliver dygtig.

Foto: Privat

Det kunne være ret sjovt at få mesterskabet til Viborg.

Hvad siger din familie, venner og virksomhed til at du skal til DM?

- Alle synes, at det er flot. De er også lidt overraskede. Der er ikke regionsmesterskaber for lastvognsmekanikerne, som der er på mange af de andre fag, så det var én fra skolen, der ringede til mig på arbejdet og spurgte, om jeg var frisk på at prøve. Og det var jeg. Det kunne være ret sjovt at få mesterskabet til Viborg. Og særligt min onkel og far, der også er mekanikere, synes det er meget spændende.

Med dine ord – hvordan arbejder man med den grønne omstilling inden for dit fag?

- Det fylder faktisk en del. Både i uddannelsen og generelt. Vi har blandt andet et fag på uddannelsen, der handler om fremtidens mekaniker. Herudover kommer de første ellastbiler snart på vejene. Her har Mercedes udviklet et obligatorisk kursus, som man skal igennem, før man må arbejde med ellastbilerne.  

Vil du anbefale andre unge at vælge uddannelsen?

- Helt sikkert. Det er god uddannelse, og hvis man godt kan lide at skrue på biler i forvejen, så vil jeg klart anbefale at blive lastvognmekaniker.

Hvad skal publikum særligt glæde sig til at opleve til DM?

- For det første skal man glæde sig til at se alle de fag, der er samlet. Det gør jeg selv. I vores konkurrence bliver det blandt andet spændende, hvilket bilmærke vi får. Der er forskel på bilmærkerne i forhold til, hvordan man eksempelvis fejlfinder og tester m.v. Så selvom man kender til de forskellige mærker fra skolen, så vil man selvfølgelig helst have sit eget. Vi er seks, der skal dyste til lastvognmekanikerkonkurrencen, og jeg er sikker på, at det bliver intensivt.

Kontakt os gerne og hør nærmere

Anne Witt Thomsen

Administrativ medarbejder

Telefon

33 77 91 60

Mobil

30 90 54 74

E-mail

awt@iu.dk